Mineralet mika, der bliver brugt som glimmer i makeup, kan komme fra ulovlige miner, hvor børn arbejder.

60 procent af verdens produktion af mika foregår i Indien, og for nylig har flere internationale medier afsløret, at mineralet ofte bliver udvundet fra illegale miner, hvor børn helt ned til fireårsalderen arbejder. Det skriver Times of India. Børnearbejderne lider ofte af kroniske helbredsproblemer og går ofte glip af timer på skolebænken, fordi de skal hjælpe sine forældre økonomisk.

Og nu har det svenske medie SVT Nyheter taget kontakt til H&M, Oriflame, Make up Store og Face for at få svar på, om de anvender mika i sine produkter, og om de kan forsikre, at mineralet ikke bliver udvundet af børnearbejdere, skriver Metro Sverige.

H&M svarer i en mail til det svenske medie, at de finder børnearbejde uacceptabelt, og at de har strenge regler på det område. Men de svarer ikke på spørgsmålet om brugen af glimmer. De skriver, at de vil undersøge sagen nærmere.

Face fortæller, at det vil tage meget lang tid at finde frem til svarene, mens Make up Store ikke har givet lyd fra sig, skriver Metro Sverige.

Hos Oriflame bruger de både syntetisk og naturlig mika, skriver firmaet. De har dog også strenge regler på området og arbejder kontinuerligt på at sikre, at leverandørerne lever op til kravene, skriver Oriflame.

I 2009 blev tyske Merck anklaget for at anvende mika, som blev udvundet af børn, og distribuere det videre til blandt andre L’Oreal og Revlon.

»L’Oréal blev for første gang opmærksom på, at der kunne være børnearbejde involveret i produktion af mika i Indien i 2009, og siden har virksomheden arbejdet tæt sammen med sine leverandører for at sikre sin forsyning af mika mod en risiko for dette. Virksomheden har også nedbragt sin forsyning af mika fra Indien betydeligt til fordel for kilder fra andre dele af verden (nemlig USA),« skrev Sonja Christensen, der er pressemedarbejder i L’Oreal, til Information i 2014.

Den indiske børnerettighedsorganisation BBA har tidligere vurderet, at cirka 5.000 børn arbejder i minerne i Jharkand i Indien.