Solstorm rammer jorden i 2013: NASA tager truslen alvorligt

NASA forbereder sig på strømsvigt og ødelagte satelitter

I 2013 forventes en solstorm at ramme jorden. Nu opsætter NASA nyt varslingssystem, der skal forberede os på, præcist hvor og hvornår stormen rammer. 

Kommer solstormen uanmeldt kan den lamme store dele af verden, fordi den ødelægger satelitter og kan føre til månedlange strømnedbrud.

- En solstorm er en slags eksplosion, eller et gasudbrud, som sender røntgenstrålingspartikler og en gassky ud i verdensrummet. Hvis gasskyen rammer jordens magnetfelt, som beskytter os, begynder magnetfeltet at ryste og skælve. Det kan påvirke gps-signaler og radiokommunikation som er meget vigtig for en del ting vi gør på jorden, siger seniorrådgiver i Norsk Rumcenter Pål Brekke til vg.no.

Det nye varslingssystem skal i første omgang bruges i Nord-Amerika, men det kan også gavne på hjemlige breddegrader. 

 - Systemet vil give os mere nøjagtig information om solstormen tidligere og måske en opdateret melding, lige før den rammer os. En solstorm har helt forskellig effekt, alt efter hvornår på døgnet den rammer os, siger Pål Brekke til vg.no.

Et uanmeldt besøg af en solstorm kan få dramatiske konsekvenser. Når stormen rammer jorden føres ekstra meget strøm ind i kraftselskabernes net. Det kan betyde, at transformatorerne bliver overophedede, og at strømmen svigter.I forbindelse med den forventede solstorm i 2013 har NASA advaret om månedlange strømsvigt. 

Men får elselskaberne besked, før stormen rammer, kan de sænke belastningen på transformatorerne, så strømnedbruddet undgås.

Forsker i astro- og solfysik Jacob Trier Frederiksen fra Niels Bohr Instituttet har tidligere sagt til bt.dk, at sandsynligheden, for at Danmark bliver lammet af en solstorm, ikke er særlig stor.

 - Danmark er ikke lige så udsat som andre lande, da vi ikke er så tæt på den magnetiske nordpol som fx Canada er. De lande, der ligger nærmest den magnetiske nordpol, er nemlig mest udsatte, sagde Jacob Trier Frederiksen.

Han understreger dog, at der afgjort er en mulighed for, at landet bliver ramt af en solstorm i 2013.

 - En solstorm kan få konsekvenser for alt fra mobiltelefoner til satelitter. Den kan også få økonomiske konsekvenser, hvis fx computere på Børsen går ned, som det skete i Toronto i 1989 under en kraftig solstorm, sagde Jacob Trier Frederiksen.

Læs også: