Det her er en mors værste mareridt. Kate McCann fortæller i en ny bog om den værste aften i hendes liv.
Den aften, 3. maj 2007, hvor hun gik fra en tapasrestaurant til familiens ferielejlighed i den lille portugisiske by Praia da Luz for at tjekke de tre børn, der lå og sov. De et-årige tvillinger Sean og Amelie og den tre-årige Madeleine. En bedårende smuk lille pige, hvis blå øjne senere skulle ramme alle verdens avisforsider med historien om den lille piges kidnapning.Den britiske avis The Sun har eksklusivt fået lov til at være de første, der bringer moderens fortælling om, da hun opdagede, at datteren var væk. Fortællingen er baseret på bl.a. dagbogsnotater. Kate McCann fortæller om det øjeblik, der har ætset sig ind i hendes hukommelse:
Alt var stille Så lagde jeg mærke til, at døren til børnenes soveværelse stod ret åben. Sådan havde vi ikke efterladt den. Jeg gik over og begyndte forsigtigt at lukke den. Pludselig smækkede døren i, som om den var blevet presset i af et vindstød.
Lidt overrasket vendte jeg mig om for at se, om jeg havde ladet terrassedøren stå åben. Det havde jeg ikke.
Jeg gik tilbage til børnenes værelse, åbnede døren på klem og så ind på Madeleines seng. Jeg kunne ikke helt se hende i mørket.
Jeg husker, at jeg stod og kiggede og kiggede på sengen. Det varede sikkert kun et par sekunder, men det føltes som meget længere.
Det virker så dumt nu, men jeg tændte ikke lyset lige med det samme. En vane, går jeg ud fra - man gør alt for ikke at vække børnene.
Da jeg indså, at Madeleine virkelig ikke var der, gik jeg til vores soveværelse for at se, om hun var gået ind i vores seng. Det ville forklare den åbne dør.
Da jeg opdagede endnu en tom seng, blev jeg ramt af den første bølge af panik. Da jeg løb tilbage til børnenes soveværelse fløj de tillukkede gardiner op af et vindpust.
Mit hjerte hamrede, da jeg så, at vinduet bag dem stod helt åbent. Kvalme, rædsel, vantro, frygt. Iskold frygt. Kære Gud, nej!
På Madeleines seng lå det øverste højre hjørne af sengetæppet stadig foldet i en fin trekant. Krammekatten og hendes lyserøde prinsesse-tæppe lå stadig, hvor de lå, da vi kyssede hende godnat.
Jeg styrtede hen til den anden rejsebarneseng, hvor tvillingerne sov. Ude af mig selv kiggede jeg ud af vinduet. Jeg har ingen ide om, hvad jeg forventede at se derude. Jeg nægtede at indse, hvad jeg allerede vidste, og gik måske automatisk i en indøvet nødstituations tilstand. Jeg gennemsøgte hurtigt lejligheden for at udelukke alle muligheder, afkrydsede mentalt kasser, som jeg inderst inde allerede vidste var afkrydset.
Jeg tjekkede garderoben i børnenes værelse. Jeg løb ud i køkkenet, åbnede alle skabene. Ind i vores soveværelse, hvor jeg gennemsøgte klædeskabene. Ind og ud af badeværelset. Alt sammen i løbet af ca. 15 sekunder, før jeg for ud gennem terrassedøren og ned til Gerry (Madeleines far, red.) og vores venner.
Så snart vores bord var i syne, begyndte jeg at skrige: "Madeleine er væk! Nogen har taget hende!"
Kate McCanns bog "Madeleine - vores datters forsvinden og den fortsatte eftersøgning efter hende" udkommer på torsdag, hvor Maddie fylder otte år, hvis hun stadig er i live.
