Trusler om et muligt terrorattentat mod Kurt Westergaard har fået det norske sikkerhedspoliti til at bede tegneren om forlade Norge mandag.
Det skriver Dagbladet.no.
Den danske tegner skulle ellers have deltaget i et besøg i Litteraturhuset i Oslo klokken 10 i dag, hvor han skulle være med til præsentationen af en norsk børnebog, som han har illustreret.
Men i stedet for at møde op til begivenheden, som Westergaard ifølge forfatteren til bogen, Geir Lystrup, glædede sig meget til, forlod han Norge mandag.
Det skete, da sikkerhedspolitiet, der svarer til Politiets Efterretningstjeneste (PET ) i Danmark, angiveligt fik oplysninger om et muligt terrorattentat mod tegneren i Oslo tirsdag.
Ifølge dagbladet.no bad det norske politi derfor tegneren om at vende tilbage til Danmark hurtigst muligt.
- Jeg kan bekræfte, at Kurt Westergaard har været i Norge, og at han rejste tilbage til Danmark i går, siger Trond Hugubakken, der er kommunikationsdirektør hos det norske PST til dagbladet.no.
Han vil dog ikke afsløre, hvorvidt Westergaard aflysning af arrangementet i dag har noget med terrortrusler at gøre.
Den officielle forklaring på Westergaards aflysning har angiveligt været, at han har fået et ildebefindende. Men selv om den 76-årige tegner har talt med om hjerteflimmer, så undrer den forklaring Lystrup.
- Han er 76 år gammel og går med stok, men han viste ingen tegn på svagheder, siger forfatteren, der mødte tegnere under besøget i Norge, til dagbladet.no.
Westergaard nåede at være i Norge siden fredag, hvor han blandt andet havde selskab af sin kone samt de PET-folk, der våger over ham døgnet rundt.