Danmark har tabt til Spanien i Davis Cup-kampen i Odense. Lørdag vandt spanierne doublen med 3-1 i sæt.

Spanien fører 3-0 i Davis Cup-kampen mod Danmark, efter at Rafael Nadal og Fernando Verdasco lørdag vandt doublen med 3-1 i sæt over Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann.

»Jeg er meget glad. Det var en hård kamp mod svære modstandere. Frederik Løchte er en fantastisk spiller,« sagde Rafael Nadal efter kampen til TV3 Sport 2.

»Alt i alt har det været en fantastisk uge her i Danmark. Både det danske og det spanske publikum har gjort det godt. Kampen har været velorganiseret, så man har følt sig en lille smule, som om man var hjemme,« tilføjede den tidligere nidobbelte vinder af French Open.

På forhånd havde landstræner Kenneth Carlsen udpeget doublen som den af de i alt fem kampe i Davis Cup-opgøret mellem Danmark og Spanien som dén, hvor danskerne ville have de bedste muligheder for at tage en sejr.

Det giver også mening i betragtning af, at den ene af de danske spillere, Frederik Løchte Nielsen, trods alt er tidligere Wimbledon-mester i disciplinen. Han vandt den prestigefyldte turnering i 2012 sammen med englænderen Jonathan Marray.

Selvom det ikke blev til samlet sejr i doublen, så lykkedes det dog danskerne at tage et sæt. Det var det første danske sæt i Davis Cup-kampen, for i fredagens singler tabte Mikael Torpegaard og Frederik Løchte Nielsen 0-3 til henholdsvis Rafael Nadal og David Ferrer.

Efter spansk sejr på 6-4 i første sæt i lørdagens double vandt danskerne andet sæt 6-3, inden spanierne vandt tredje sæt efter tie-break. Her var det lidt ærgerligt fra et dansk synspunkt, at Frederik Løchte ved stillingen 4-5 sluttede af med to dobbelt-fejl.

I fjerde sæt fik Nadal og Verdasco brudt Løchte og Kromann to gange. Det lykkedes ganske vist for danskerne at bryde tilbage en gang, men i sidste ende servede Fernando Verdasco sættet og kampen hjem med sætcifrene 6-4.

Dermed fører Spanien holdkampen 3-0, og de er sikre på at vinde kampen samlet.

»Jeg kan ikke sammenligne mig med Rafael Nadal, men det er altid sjovt at mærke det niveau og den konstante kvalitet, som de bedste spillere præsterer. Og man kan se værdien af det i en lang kamp som dem her,« sagde Frederik Løchte Nielsen efter nederlaget.

Søndag skal der spilles to singler, men da holdkampen er afgjort, skal der kun spilles bedst af tre sæt, hvor de første tre kampe er spillet bedst af fem sæt.