Mie Hansen lider af en depression, men siden priserne steg voldsomt i sommer, har hun ikke haft råd til sin behandling med antidepressiv-medicinen citalopram. Medicinen steg fra 56 kroner for 100 piller til næsten 700 kroner (før fratræk af medicintilskud, red.).

Prisstigningen chokerede 29-årige Mie Hansen så meget, at hun valgte at forlade apoteket uden den medicin, som hun behøver for at klare hverdagen.

Mie Hansen er mor til tvillinge-pigerne Naja og Amelie, der er tre et halvt år gamle. Uden medicin har Mie Hansen mere end svært ved at klare hverdagen. Praktiske gøremål, som raske mennesker knap nok tænker over, som indkøb, tøjvask og madlavning, bliver uoverstigelige problemer.

Død indvendig


- Når man har en depression og ikke tager medicin, er man som død indvendig. Jeg ser negativt på det hele og sidder bare i sofaen og kan ikke overskue nogen af alle de praktiske opgaver som at gå i bad, vaske tøj og gå på indkøb, fortæller Mie Hansen, der bor i Nivå.

Hun fik en depression, da pigerne var omkring et år gamle. Naja havde blødninger i øjet, og lægerne mistænkte Mie Hansen for at have rystet Naja så voldsomt, at hun havde fået blødninger og var blevet blind. Mie Hansen blev anmeldt for vold mod barnet, og myndighederne truede med at tvangsfjerne begge tvillinger.

En øjenlæge kunne dog nogle måneder senere konstatere, at tumoren i øjet, som forårsagede blødningerne, var medfødt, og Mie Hansen og pigernes far blev frikendt for al mistanke.

- Jeg vidste, at der var noget galt med børnene, og at det var medfødt. Men da læger og myndigheder troede, at det var skader, jeg selv havde påført mit barn, gik jeg helt ned med flaget, fortæller hun om årsagen til sin depression.

Det viste sig, at begge piger var født med en meget sjælden genfejl, som betyder, at de har tumorer i øjnene og for højt tryk i hjernen. De er desuden bagud i deres udvikling og er først nu i en alder af tre et halvt år begyndt at sige nogle ord.

Flere måneder uden medicin


Efter at forholdet til tvillingernes far gik i stykker, har Mie Hansen gået hjemme for at kunne passe børnene, der tit har været indlagt på hospitalet.

- Jeg havde ikke mange penge at gøre godt med og kunne ikke bare tage et ekstrajob. Så da jeg i sommer stod på apoteket og skulle betale omkring 470 kroner i stedet for 48 kroner for min medicin, købte jeg ikke noget. Jeg kunne ikke overskue det, og der gik måneder, inden jeg fik min læge til at udskrive en anden og billigere medicin. Men den gav mig kvalme og fik mig til at kaste op, så jeg stoppede efter 14 dage, og så sejlede det hele igen.

Nu har Mie Hansens læge fået hende overbevist om, at hun er nødt til at prioritere pillerne i sit budget.

- Nu har jeg købt pillerne. Så har jeg 900 kroner tilbage til resten af måneden til mad og julegaver til børnene, siger hun.