Ifølge Ekstra Bladet har Premier League-klubben Norwich budt 22 millioner kroner på FC Midtjyllands Erik Sviatchenko.

Erik Sviatchenko imponerede senest over to kampe mod Southampton, som FC Midtjylland ekspederede ud af Europa League med en samlet 2-1-sejr, og det har angiveligt fået Norwich til at spærre øjnene op for den stærke midterforsvarer.

Også Fulham fra Championship, der har Lasse Vigen Christensen på holdet, skal have budt et beløb i samme størrelse på Erik Sviatchenko.

Ifølge Ekstra Bladet har FC Midtjylland ikke taget stilling til nogle af buddene på Sviatchenko, der også er med i Morten Olsens landsholdstrup til de kommende kvalifikationskampe mod Albanien og Armenien.

BT har foreløbig ikke haft held til at træffe FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein.