David Nielsen nettede to gange og sikrede dermed Strømsgodset en 3-2-sejr over Rosenborg. Kris Stadsgaard fik spilletid hos gæsterne.

Mandagens opgør i den bedste norske fodboldrække, Tippeligaen, havde flere danske islæt. Og en dansk matchvinder.

Den udlejede OB-spiller David Nielsen var nemlig manden bag Strømsgodsets to første mål i 3-2-sejren over Rosenborg, og den norske klub kunne næppe ønske sig et hurtigere eller bedre afkast af lejeaftalen på den danske angriber.

Nielsen nettede efter 13 og 23 minutter - begge gange efter oplæg fra Mattias Andersson.

Og i tre minutter var der faktisk to danskere på banen i det norske. David Nielsen blev hevet ud seks minutter før tid, men tre minutter forinden var Kris Stadsgaard blevet sendt i aktion for Rosenborg.

Dermed fik Stadsgaard altså lidt af den spilletid, han savnede så slemt i italienske Reggina.

Både Strømsgodset og Rosenborg er noteret for en sejr og et nederlag efter to runder i Tippeligaen.

/ritzau/