Mike Tullberg og Kris Stadsgaard har kun ét til to år til at bevise deres værd i serie A-klubben Reggina. Danskernes mangler er allerede udpeget af ledelsen.

Mike Tullberg og Kris Stadsgaard blev forgyldt med fireårige millionkontrakter, da de i august skiftede til Reggina i den italienske Serie A. Men klubbens tålmodighed er ikke af samme længde.

- Vi kan vente ét til to år med at se de fremskridt, der mangler, før at de to spillere kan begå sig i italiensk fodbold, konstaterer Regginas administrerende direktør, Riccardo Bigon, over for Ritzau.

Han har fundet de centrale mangler ved både Tullberg og Stadsgaard: Tullberg skal tabe sig for at opnå hurtighed og samtidig opnå større taktisk forståelse for italiensk fodbold. For Stadsgaard er kravet, at han åbner sig personligt og integrerer sig bedre i truppen, så han kan blive en naturlig del af den vigtige defensiv hos bundholdet.

Mike Tullberg har også indset, at eventyret kan slutte, før deres fireårige kontrakter er udløbet.

- Jeg er jo godt klar over, hvor stærkt det hele lige pludselig kan gå, erkender Tullberg, der dog ikke føler, at de to danske lykkeriddere er langt fra niveauet hos medspillerne./ritzau/