Det er helt uhørt og dybt skandaløst, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil nedlægge Irakkommissionen.

Det lugter langt væk af, at han er bange for, at kommissionens konklusioner vil skade blandt andre tidligere V-statsminister Anders Fogh Rasmussens omdømme. Sådan lyder den kradse kritik fra både Enhedslisten og SF.

Tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) understreger, at det ikke er normalt, at en ny regering på den måde ødelægger et arbejde, som en tidligere regering har sat i gang.

»Man kan være enig med den eller ej, men man plejer at lade sådan en kommission arbejde videre. Så jeg kan kun tage det som et udtryk for, at man er nervøs for, at kommissionen kan komme frem til nogle konklusioner, der kan være generende for nogle ledende borgerlige politikere,« siger SFeren til Berlingske Nyhedsbureau.

Han bliver bakket op af Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen (EL), der i en mail udtaler, at beslutningen lugter af vennetjenester.

»Det er tydeligt, at Venstre har noget at skjule, når Løkke ikke ønsker at få sandheden om skandalerne frem,« siger han.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) var nogle af drivkræfterne bag beslutningen om at gå i krig i Irak.

Kommissionens opgave er at undersøge og redegøre for baggrunden for beslutningen om at gå ind i Irak. Lars Løkke begrunder nedlæggelsen af kommissionen med, at det var en ren politisk beslutning, at Danmark skulle gå ind i Irak.

I regeringsgrundlaget tilføjes det, at »grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst.«

Men det er de røde partier lodret uenige i.

»Det er ren magtfuldkommenhed, når Løkke påstår, at krigsdeltagelsen »er belyst«. Tværtimod er ledende politikere fra VK-perioden, som Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller, indkaldt som vidner af kommissionen og den genvalgte Søren Gade har gang på gang afvist at besvare journalisternes mange spørgsmål om skandalesagerne fra hans tid som forsvarsminister,« siger Nikolaj Villumsen, der påpeger, at Danmark stadig har udsendte soldater, der har brug for at lære af fortidens fejl.

»Det er de danske soldater i felten og civilbefolkningen i konfliktområderne, der kan blive taberne, når Løkke nægter at lære af fortidens mange skandaler,« siger forsvarsordføreren, der bakkes op af Holger K. Nielsen:

»Det betyder, at vi ikke får sandheden frem om Irakkrigen. Blev den startet på en løgn? Det synes vi er meget, meget væsentligt at få afklaret.«

Adspurgt om han kan forestille sig, at kommissionen vil blive bedt om at genoptage arbejdet, hvis rød blok igen får flertal, svarer Holger K. Nielsen:

»Det er alt for tidligt at tage den diskussion - der må vi vente og se.«