Jeg har intet udestående med Skat og har aldrig haft det. Sådan lød beskeden i går aftes fra Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt ude foran DR-byen i København.

B.T. havde tidligere på dagen og uden at få nogen reaktion, orienteret hendes særlige presserådgiver om, at avisen har set og læst hemmelige skattedokumenter, der viser, at hun fra 2000 til 2005 har betalt for lidt i skat.

Du har uberettiget brugt din mands fradrag fra 2000 til 2005?

- Jeg ved ikke, hvad du snakker om. Jeg har ikke noget udestående med Skat og har aldrig haft det. Og jeg er aldrig nogensinde blevet bedt om at betale nogen penge tilbage til Skat.

Men Skat har selv skrevet, at du har brugt din mands fradrag og er sluppet billigere i skat.

- Jeg har ikke noget udestående med Skat, og det har Skat også bekræftet. Jeg er ikke blevet bedt om at betale nogen penge tilbage overhovedet, og jeg tror egentlig, mine skatteforhold er blevet gennemgået nøjere end de fleste andre danskeres.

Så du har fulgt reglerne til punkt og prikke?

Thorning svarer ikke, men sætter sig i stedet sammen med sine to presserådgivere og PET-vagter ind i en ventende bil.

Vi beder efterfølgende per sms Helle Thorning-Schmidt svare på, hvorfor hendes mand Stephen Kinnock først beder om at komme ud af dansk skattepligt i 2007-2008? Men vi får aldrig noget svar.

Vi spørger også, hvor meget hun har sparet ved at få sin ægtefælles fradrag overført fra 2000 til 2005? Men heller ikke på det spørgsmål får vi noget svar.