Når statsminister Helle Thorning-Schmidt tager imod pressen til sit ugentlige tirsdagspressemøde, har det flere gange været med holdningen, at det går godt for regeringen. Men de positive toner er tilsyneladende ikke nået igennem til den danske befolkning. I hvert fald ikke, hvis man skal tro fredagens meningsmåling fra Greens i Børsen.

Her ville den blå blok få en knusende sejr med 97 mandater, mens den røde regering måtte nøjes med 78 mandater.

Selvom flere nye danske regeringer, er gået tilbage i starten af deres regeringstid, mener Sigge Winther Nielsen, der forsker i parti- og vælgeradfærd på Københavns Universitet, at det for Helle Thorning-Schmidts regering er noget særligt.

- Der er ikke noget specielt i, at en ny regering går tilbage, men jeg kan ikke mindes en regering, der har fået så store bøllebank i starten som denne, siger Sigge Winther Nielsen, der pudsigt nok ikke tilskriver det regeringens mange personsager.

- Personsager interesserer pressen sig meget for, og folk kan godt lide at læse om den, men vi ved fra undersøgelser, at dårlige personsager ikke rykker ret meget rundt på vælgerne. I stedet tror jeg, at vælgerflugten skyldes en skuffelse over, at man ikke har fået det, som man forventede.

- Vi skal huske på, at valget var ekstremt tæt. Hvis valgkampen havde varet en uge mere, havde Venstre formentlig vundet valget, så målingerne bekræfter egentlig bare den tendens, siger Sigge Winther Nielsen til bt.dk.

Det er specielt Helle Thorning-Schmidts eget parti, Socialdemokraterne, der ville få et katastrofalt valg, hvis danskerne skulle stemme i dag. Kun 20 pct. af danskerne ville stemme S i følge målingen af Greens i Børsen, mens Venstre ville få historiske 35 pct. af stemmer.

Politisk ordfører for Socialdemokraterne, Magnus Heunicke, er selvsagt ked af målingen, men maler ikke fanden på væggen af den grund.

- Det kendetegner Socialdemokraterne, at vi godt ved, at det går op og ned, og det er et langt sejt træk. Ingen har meldt sig ind, fordi det var et modeparti, der kunne slippe for at tage ansvar. Vi er der, hvor vi gerne vil være: At vi kan arbejde Danmark gennem krisen og investere de rigtige steder i stedet for at give skattelettelser, siger Magnus Heunicke til Børsen.

På trods af regeringens tilbagegang, understreger Sigge Winther Nielsen, at vælgernes hukommelse ofte er kort.

- Det er ikke sådan, at hvis du om et par år spørger danskere, der ikke interesserer sig synderligt for politik, vil de nævne regeringens start som et problem. Men hvis du konstant er bagud, som regeringen er lige nu, kan du komme til at agere på bagkant, som sjældent er godt, fordi du derved kan komme til at lancere forslag, som du måske ellers ikke ville have gjort, siger Sigge Winther Nielsen og nævner en anden pudsig årsag til regeringens tilbagetog.

- Vi så ved valget, at mange skiftede fra blå blok, fordi de var trætte af Dansk Folkeparti. Siden valget har vi stort set ikke hørt eller set til Dansk Folkeparti, og det kan godt være, at folk har glemt, hvorfor de ved valget skiftede blok.

Det skal for god ordens skyld understreges, at der i Greens meningsmåling for Børsen er en statistisk usikkerhed på ca. to pct.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR.