Hvis ikke Lars Løkke Rasmussen fremlægger dokumentation for sit tøjkøb, kan Venstre forvente en udmeldelse fra folketingsmedlem Preben Bang Henriksen.
Tillidserklæringen fra Venstres hovedbestyrelse til partiformand Lars Løkke Rasmussen (V) ændrer ikke på folketingsmedlem Preben Bang Henriksens (V) krav.
Han vil se dokumentation for, hvor stor en del af det 152.000 kroner store tøjkøb, Lars Løkke selv har betalt. Og at der er betalt den skat af familiens rejse til Mallorca, som der skal betales.
Hvis ikke der kommer dokumentation, melder Preben Bang Henriksen sig ud af partiet.
»Og det vil jeg begræde, for det er alletiders parti, hvor der er masser af folk, der hjælper mig dagligt. Det vil jeg virkelig begræde, men det må nu engang være sådan,« siger han.
Efter et næsten syv timer langt møde i Venstres hovedbestyrelse kom Lars Løkke Rasmussen kort efter midnat ud og fortalte, at han bliver på posten som formand efter at have fundet opbakning i bestyrelsen. Men Preben Bang Henriksen understreger, at det ikke er i hovedbestyrelsen, at Venstres formand bliver valgt.
»Det ændrer ikke på, at der er formandsvalg til oktober, og det er der, jeg har sat en deadline for fremlæggelse af den dokumentation, der skal til,« siger folketingsmedlemmet med henvisning til Venstres landsmøde, hvor valget af formand som altid er et fast punkt på dagsordenen.
Spørgsmål: Der er trods alt fire måneder til oktober. Bliver det ikke lidt mærkeligt at vende tilbage til folketingsgruppen?
»Vi skal til at arbejde med noget fagligt, så mon ikke det får tankerne hen på noget andet. Men ret skal være ret, og jeg kan bekræfte, at det nok bliver lidt mærkeligt. Men vi har prøvet så meget mærkeligt, og jeg ser frem til at få dokumentationen, og jeg håber, at den bliver fremlagt ret hurtigt. Jeg behøver ikke vente til oktober,« siger Preben Bang Henriksen og pointerer, at der snart er sommerferie på Christiansborg.