Udskriver Lars Løkke valget i dag?

Efter måneder med nærmest daglige valgrygter er det ved at spidse til.

Ifølge TV 2 er luften på Christiansborg her fredag morgen tyk af valgrygter.

Mange politikere forventer således at dagens forhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti - og det hvad enten de ender med en aftale eller i sammenbrud - vil føre til udskrivelse af valg.

Ifølge TV 2 har en række centrale ministre - blandt andre statsministeren og vicestatsministeren - da også ændret deres programmer for i dag, ligesom der er rykket rundt i deres deres kalendere,

- Vi ved, at der er en række møder på allerhøjeste niveau i regeringen. Det er i sig selv ikke i sig selv usædvanligt i. Det, der er usædvanligt er, at tingene bliver aflyst, og der bliver lavet nye aftaler med meget meget kort varsel, siger TV 2's reporter på Christiansborg, Anders Langballe.

Forhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti om en vækst- og boligpakke indledes klokken 09.00. Og selvom parterne står stejlt over for hinanden, så forventer kilder, som Ritzau har talt med, at der bliver indgået et kompromis mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der igennem ti år har været enige om finanslove og regeringens afgørende udspil.

Men det er usikkert, om parterne kan mødes om en aftale allerede fredag, og dermed kan statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) muligvis først få et afsæt til at udskrive valg i begyndelsen af næste uge.

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, har dog ryddet sin kalender, så hun fredag kan deltage i forhandlingerne. Pia Kjærsgaard ventes først at deltage, når parterne er tæt på en aftale. Det kan tale for en afklaring allerede fredag. Og altså dermed også muligvis et valg.