Vil du gerne være klogere, bedre til at huske, skarpere og mere koncentreret? Så behøver du hverken at gå til psykolog eller på forskellige kurser og læse et hav af bøger

Hjernen fungerer bedre, hvis du spiser mindre end du forbrænder, siger hjerneforsker.

Du kan faktisk opnå de ønskede resultater med nogle helt enkle midler. Og et af de vigtigste er både nemt og billigt. Det lyder simpelthen: Spis mindre.

- I forvejen er det vigtigt at prøve at undgå at spise mere, end man forbrænder. Spiser man mere, end man forbrænder, ender det nemt som overflødigt fedt. Men det er også godt for hjerneaktiviteten at spise mindre. Og hvis man spiser mindre, end man forbrænder, højner det hjernens aktivitet, og man bliver både bedre til at lære og til at koncentrere sig, siger lektor dr. med. Milena Penkowa, der er hjerneforsker på Københavns Universitet.

Motion og kalorielet kost
- Det er en skrøne, at der er store dele af hjernen, der slet ikke bliver brugt. Men vi kan bruge hjernen meget bedre. Det handler om at forbedre forbindelserne mellem hjernecellerne. Det er nærmest som arme, der fletter ind i hinanden, og jo tættere de kommer på hinanden, jo bedre fungerer hjernen.

Ud over at spise mindre og mere kalorielet, er det også meget vigtigt at dyrke motion. Motion stimulerer også dannelsen af forbindelser mellem hjernecellerne. Når musklerne arbejder, laver de de samme signalstoffer som dem, hjernen bruger for at udvikle sig.

- Det gavner vores hjerner og dermed vores intelligens. Desuden er det vigtigt at træne hjernen, det er f.eks. godt at løse krydsordsopgaver, sudoku og lignende. Og man skal huske at lave opgaverne færdige. Det gode ved disse råd er jo også, at de både er enkle og gratis, og at alle kan gøre det, siger Milena Penkowa.

Skærper hjernen
Milena Penkowa understreger, at rådene ikke kan helbrede Alzheimers eller demens. Men det kan udskyde eller forhindre det. Og det kan forbedre og skærpe en normal, sund hjerne.

Milena Penkowa har været med til at finde et stof, der måske om nogle år kan bruges mod Alzheimers og demens.

Hun hart opdaget, at proteinet 'metallothionein' kan hæmme udviklingen af en række alvorlige sygdomme i centralnervesystemet, for eksempel Alzheimers og Parkinson.

En opdagelse, der varsler håb til mennesker med alvorlige hjernesygdomme.

Sammen med en spansk kollega har hun patent på et lægemiddel, der kan transportere proteinet ind i hjernen og stoppe den programmerede celledød, og hvis alt går vel, kan man begynde at behandle de første patienter om nogle år.