Det kan godt være, at det er noget billigere for prins Joachim og prinsesse Marie at bo i deres kommende palævilla i Klampenborg sammenlignet med Schackenborg Slot, men helt billigt bliver det ikke.

For selv om villaen på Emiliekildevej 19a i Klampenborg ligger på en såkaldt koteletgrund - en grund omkranset af andre grunde og dermed uden direkte adgang fra vejen - og som af ejendomsmæglere vurderes til at være mindre attraktiv end ikke-koteletgrunde, så kommer det til at koste en mindre årlig formue at holde villaen.

Alene ejendomsskatten, som kongehusets medlemmer ligesom alle andre danskere skal betale, løber op i 66.508 kr. Dertil anslås det, at den 600 kvadratmeter store villa med hele ni værelser og swimmingpool vil være noget dyr i både vand og varme. En ejendomsmægler vurderer overfor BT, at udgiften til el vil ligge på 25-30.000 kr. årligt, mens varmeudgiften vil være på 65-75.000 kr årligt.

Desuden vil prinseparret skulle betale omkring 25.000 kr. for vand, ligesom de nok kan forvente at skulle bruge mellem 75.000 og 100.000 kr. årligt på vedligeholdelse af den hvide villa.

Haven skal passes

Med den nye villa får prins Joachim og prinsesse Marie også en dejlig stor have på 2.500 kvadratmeter. En så stor have kan dog godt blive en stor mundfuld at passe, og skal prinseparret have hjælp fra en gartner, må de hive omkring 36.000 kr. årligt op af de kongelige punge.

I alt må prinseparret altså regne med at skulle af med mellem 290.000 kr. og 332.000 kr. årligt for at nyde livet i de smukke omgivelser.

Men de penge bør kun være et mindre greb i lommen for prins Joachim og prinsesse Marie. Joachim solgte Schackenborg til den nystiftede Schackenborgfonden for 100 mio. kr, og da han havde gæld i slottet på 42 mio. kr., indbragte det ham altså et overskud på 58 mio. kr. Derudover ejer han stadig to landejendomme samt tilhørende landbrugsjord i Sønderjylland til en anslået værdi af knap 77 mio. kr. De to ejendomme samt jorden har Joachim planer om at sælge i fremtiden.

Samtidig får prins Joachim årligt en skattefri apanage på 3,4 mio. kr.