Den tidligere danske fremmed-legionær Peter Hovmand ligger i koma på hospital i franske Montpellier.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>To ugers fortvivlende uvished blev i går afløst af lettelse for de pårørende til den forsvundne tidligere fremmedlegionær, Peter Hovmand.

I går kunne Peter Hovmands forældre nemlig bekræfte overfor politiet i den sydfranske by Montpellier, at den unge mand, som 14. juli var blevet bragt ind på Guy de Chauliac-hospitalet - i koma og med læsioner i hovedet - var identisk med deres 27-årige søn, som siden 13. juli har været sporløst forsvundet i Frankrig.

»Vi har netop set Peter. Han er blevet opereret og ligger i medicindoseret koma. Han har ikke på noget tidspunkt været ved bevidsthed, men han har fået det bedre.

Hans tilstand er forholdsvis tilfredsstillende, og han bliver behandlet af meget kompetente folk,« fortæller Christer Jacobsen, der er gift med Peter Hovmands mor, Estrella Jacobsen. Parret bor tæt ved Perpignan i Sydfrankrig.

Ifølge Christer Jacobsen var det et uheldigt fald, som var skyld i ulykken.

»Læsionerne stammede fra et fald, og politiet har insisteret på at fortælle os, at der ikke var spor af alkohol i blodet på Peter,« fortæller Christer Jacobsen.

Ifølge gendarmeriet i Prades, der har efterforsket sagen om den forsvundne dansker, blev Peter Hovmand fundet i Montpellier 14. juli kl. 2 om morgenen. Intet tydede på, at han havde været udsat for en forbrydelse. Det var derimod et fald, som havde sendt den 195 cm høje og kamptrænede dansker i koma.

»Ambulancen var fremme ved ham kl. 2 om morgenen. Han blev fundet bevidstløs og med læsioner i hovedet på Place de la Comedie - byens centrale plads knap fem minutter fra banegården.

Den unge mand lider tilsyneladende af besvimelser, og han må have tabt bevidstheden et kort øjeblik og derpå være faldet og slået hovedet hårdt ned i asfalten. Der er jo tale om en stor og robust mand, så han må være faldet meget tungt,« fortæller vicepolitichef Regis Poquet i telefonen fra Prades, der ligger tæt på Perpignan.

I ambulancen blev Peter Hovmand ledsaget af en person, som ved ankomsten til hospitalet kunne fortælle, at den kvæstede hed Peter, at han var tidligere fremmedlegionær, og at han var dansk statsborger.

Desværre oplyste vidnet ikke sit eget navn, og politiet har derfor ikke kunnet få yderligere oplysninger fra vedkommende. Hos gendarmeriet i Prades formoder man, at den pågældende havde fulgtes med Peter Hovmand i toget fra Chamonix til Montpellier.

Det var netop gennem en kontakt til Fremmedlegionen, at vicepolitichef Regis Poquet i går kom på sporet af, at den bevidstløse dansker på hospitalet i Montpellier var den sammen som den efterlyste Peter Hovmand.

Via gendarmeriet i Montpellier blev Peter Hovmands forældre i går morges kontaktet og bedt om at komme til Montpellier for at verificere, at der var tale om deres søn.

Og sidst på dagen kunne Peter Hovmands mor, Estrella Jacobsen, bekræfte, at det var hendes søn, som lå i koma. p Peter Hovmands far, Mads Hovmand, ankom i går aftes til Montpellier fra Danmark.

Den 27-årige Peter Hovmand var på vandretur i Alperne og skulle til sin mors 60 års fødselsdag, hvor han efter planen skulle være dukket op senest 18. juli. Men han kom aldrig.