Russiske it-kriminelle bombardere jobsøgere på danske netsider med tilbud om job, hvor de i virkeligheden bliver brugt til at malke andres bankkontoer. To danskere er netop endt i en sag. Danske jobsider har på det sidste været voldsomt plaget af russiske it-kriminelle, der jagter medskyldige til svindel med danske netbanker.

De russiske kriminelle sender jobtilbud fra fiktive firmaer til hundreder af danske jobsøgere, der lagt deres profil ud på flere danske jobbanker. Tilbudene ser umiddelbart reelle ud, men dækker i virkeligheden over, at ansøgerne skal bruges til hvidvask af penge.

Advarslen kommer fra Danmarks største jobhjemmeside, Jobindex, der det sidste år flere gange har måtte sende advarsler ud til brugerene om at passe på de lyssky svindelfirmaer.

- Svindlerne kommer næsten altid fra Østeuropa, selv om de kan lade som om firmaet ligger i USA. Og det bliver sværere og sværere at gennemskue, at det ikke handler om reelle job

- For et år siden måtte vi sætte begrænsninger på, hvor mange ansøgere, som man kunne skrive til. Det skete efter et svindelfirma havde bombarderet flere hundrede ansøgere med jobtilbud, som var tydeligt svindel, siger direktør Kaare Danielsen til bt.dk

To blev snydt på Vestegnen


En 27-årig mand fra Rødovre og en 41-årig kvinde fra Albertslund har de sidste to dage henvendt sig til politiet i Københavns Vestegn efter, at de uforvarende er blevet brugt til at hvidvaske 150.000 kroner, der er stjålet fra danske netbankkonti tilhørende danskere i henholdsvis Herning og Holbæk.

Begge danskere troede, at de havde fået reele job som henholdsvis researcher og finansiel agent. Men efter kort tid blev de bedt om at overføre store beløb til henholdsvis Ukraine og Rusland. Penge, der altså viste sig at være malket fra danske netbanker.

De to danskere troede, at de var ansat af de udenlandske firmaer Company Albatroscargo og Contiki Travel. Begge siden har vist sig at være fiktive firmaer.

- Og netop Contiki Travel har lige huseret på vores side, siger Kaare Danielsen fra Jobindex.

En speciel sag

Vestegnens Politi betegner den aktuelle sag som speciel.

- Det som er det specielle i netop denne sag er, at de her virkelig troede, at de havde fået et reelt job og ikke anede, at de medvirkede i svindel før, at det var for sent. Begge har haft profiler på normale jobsider på nettet, hvor de så fik sendt et tilbud om jobbet. De anede jo ikke, at det rejsebureau, som de var ansat ved, blot skulle bruges til svindel, siger Henning Nielsen, der er leder af økonomisk kriminalitet.

- Bagmændene i sådanne sager er næsten altid i Østeuropa - denne gang Skt. Petersborg og Ukraine. Her er de nærmest umulige at retsforfølge. Vi har opgivet, siger Henning Nielsen.

Han er glad for, at jobsiderne selv advarer om problemet, så flere danskere ikke falder i.