En 46-årig præst benyttede sig ifølge sigtelse af Nutella og glidecreme ved sexmisbrug af menighedens børn

Det er chokerende oplysninger, der drypvis kommer frem om en 46-årig mandlig vestsjællandsk præst, som er sigtet for at have forgrebet sig seksuelt på mindst tre mindreårige børn fra lokalområdet.

Præsten, som har siddet varetægtsfængslet, siden han blev fremstillet i lukket grundlovsforhør ved Retten i Holbæk 23. juni, blev i første omgang af Midt- og Vestsjællands Politi sigtet for andet seksuelt forhold end samleje mod en 12-årig dreng.

Her skal kirkens mand – som nu selv har opsagt sin stilling som præst ved Tømmerup Kirke – gentagne gange have opfordret til og gennemført flere seksuelle seancer med brug af bl.a. Nutella, flødeskum, glidecreme og isterninger i omgangen med drengen. Ligesom præsten skal have betalt for seksuelle ydelser og opfordret den 12-årige til at sende nøgenbilleder af sig selv.

Det har Nordvestnyt oplyst efter at have fået aktindsigt i den oprindelige sigtelse.

Siden er sagen blev udvidet med sigtelser for overgreb mod yderligere to mindreårige lokale børn. Og politiet frygter nu, at præsten kan have krænket endnu flere.

Det dyrebareste

Biskop for Roskilde Stift Peter Fischer-Møller tager sagen meget alvorligt.

»Når folk betror os det mest dyrebare, de har – nemlig deres børn – og der sker det, at en enkelt ikke lever op til det ansvar, der er givet, så skaber det en form for utryghed. Det er rigtig vigtigt for mig at understrege, at ingen er skyldig, før der er faldet dom. Men når vi alligevel har valgt at gå ud og udtale os om den her sag, skyldes det, at den pågældende præst selv har erkendt et af forholdene. Dermed er der blevet overskredet nogle tillidsgrænser, og det må vi reagere på,« siger biskoppen til BT og tilføjer:

»Mine tanker går til dem, der måtte være ofre for denne skrækkelige sag – børnene og deres familier. Jeg kan kun dybt beklage sagen, som jeg ser på med den største alvor. Forældre skal trygt kunne overlade deres børn til folkekirkens personale, når de sender dem til undervisning og de forskellige aktiviteter, som kirkerne tilbyder. Så når vi ser en sag som denne, er der tale om et stort tillidsbrud. Det skal understreges, at det er første gang, vi i Roskilde Stift oplever en sag af denne karakter.«

I Roskilde som i de øvrige stifter i Danmark bliver der ved ansættelser af præster og kirkelige medarbejdere, som har kontakt til mindreårige, altid indhentet børneattester.

»Men vi må konstatere, at det tilsyneladende ikke har været nok,« siger biskoppen.

Jagtet i Moldova

I går kom det frem, at den sex-sigtede præst tilbage i 2011 på egen foranledning henvendte sig til provsten og grædefærdig fortalte, at han uretmæssigt blev jagtet af politi og presse i det østeuropæiske land Moldova, efter han havde hjulpet en mindreårig dreng med dennes skolegang. Dengang blev der ikke fattet mistanke til præsten, og der kom ikke nogen sag ud af det i Danmark.

I forgårs valgte Retten i Holbæk højst usædvanligt at ophæve navneforbuddet mod den 46-årige mand. Det betyder, at både kirken selv og Midt- og Vestsjællands Politi nu har fået mulighed for at gå ud og fortælle i offentligheden, at det er den nu forhenværende præst ved Tømmerup Kirke, der sidder varetægtsfængslet i sagen.

Det gør det muligt for forældre i lokalområdet at tage en grundig samtale med deres børn om, hvorvidt de eventuelt har været i kontakt med den 46-årige.

Selv om navneforbuddet nu er ophævet, kører sagen fortsat for lukkede døre ved Retten i Holbæk.

Den 46-årige præst erkender at have krænket den 12-årige dreng, men nægter sig skyldig i sigtelserne om overgreb mod to andre børn.