Svensk instruktør ejer den mistænkelige bil, der tirsdag var skyld i bombe-alarm i København. Det, der lignede en bombe, var en opfindelse, som instruktøren planlægger at tage patent på.
Ejeren af bilen er den svenske instruktør Dan Zethraeus, der i disse dage opholder sig i København med sin kæreste. Det var hans Volkswagen, der pludselig vakte opsigt i en p-kælder tirsdag formiddag og fik stedets p-vagter til at slå alarm.
Da BT taler med den 49-årige instruktør, fortæller han, at 'bomben' i virkeligheden var en opfindelse, som han planlægger at tage patent på i fremtiden.
- Min bil har en konstruktion, der har til formål at løse fremtidens biltransport uden brug af benzin. Man skal køre på el, som man henter på vejen i stedet for at oplade batterier i flere timer, forklarer Dan Zethraeus.
TV: Se hele interviewet med Dan Zethraeus her
Er du på mobilen - se interviewet her
Politiet troede i flere timer, at nogen havde placeret en bombe under bilen og evakuerede derfor området omkring Kongens Nytorv. Men lidt før klokken 13.00 blev alarmen afblæst, da det kom frem, at der alligevel ikke var tale om en bombe, men derimod et 'videnskabeligt eksperiment', der skulle samle strøm under kørslen.
Den svensk-registrerede bil var tapet med gaffa-tape, og kabler stak ud fra dørene, og det var denne mærkelige anordning, der tiltrak sig politiets opmærksomhed tirsdag. Selv havde filmregissøren ikke tænkt på, at opfindelsen lignede en bombe:
- Jeg har kørt med den i en måned i Sverige uden at nogen har kommenteret den. Jeg går ikke selv rundt og kigger efter bomber, men nu ved jeg at den kan mistænkes for en bombe, så nu tager jeg den af.
Kan du forstå, at nogen er blevet bange?
Ja, jeg forstå det godt, og jeg beklager det, siger Dan Zethraeus.Instruktøren bor på et hotel ikke langt fra den afspærrede p-kælder. Han sad rundt om hjørnet og drak kaffe, da han blev ringet op af en svensk journalist, der fortalte ham, at hans bil havde udløst en bombe-alarm.
Den svenske instruktør er bosat i Lund, men arbejder til daglig som projektleder hos den svenske tv-station SVT i Malmö. Han har skrevet, instrueret og produceret flere svenske tv-serier, blandt andet flere julekalendre for børn.