Den amerikanske skuespiller og tidligere barnestjerne, Gary Coleman, er død efter en hjerneblødning. I går besluttede den blot 42-årige mands nærmeste, at slukke for hans respirator. Gary Coleman blev kendt for sin medvirken i sitcom-serien 'Diff'rent Strokes', der blev vist på amerikansk tv fra 1978-86. Serien fik dog aldrig sendetid på danske tv-kanaler, men siden gjorde Coleman sig bemærket på en lang række andre - og noget mere tvivlsomme - scener.

Med sine blot 1,42 meter fyldte Gary Coleman i udgangspunktet ikke meget i landskabet. Årsagen til den lave vækst var en nyresygdom, som tidligt i Colemans liv førte til to nyretransplantationer. Siden profiterede han dog af netop højden, som sammen med hans mange år som barnestjerne lagde byggestenene til hans videre liv: En karriere som professionel berømthed.

Rollen i 'Diff'rent Strokes' fik Gary Coleman, da han var ti år gammel. I serien spillede Coleman Arnold Jackson, en adopteret mørk dreng som boede på Manhattan hos sin rige, hvide adoptivfamilie. Også i det virkelige liv var Gary Coleman adopteret, og da den populære sitcom i 1986 blev lagt ned skabte det opsigt, da Coleman sagsøgte sine adoptivforældre.

Den amerikanske boulevardpresse fulgte intensivt sagen, hvor Coleman mente sig snydt for et stort pengebeløb. I årene som Arnold Jackson tjente Coleman i omegnen af 18 millioner dollars. Af samme årsag havde hans forældre oprettet en pengefond, hvor lønnen blev sat ind. Samtidig skrev de dog også sig selv på fondens lønningsliste, og snød på den måde Coleman for en stor andel af de mange penge. Coleman vandt sagen, der efterfølgende blev afgjort ved et forlig, som dog langt fra stod mål med den store millionindtjening.

Den efterfølgende tid var svær for Coleman. I 1993 afslørede han i et tv-show, hvordan han to gange havde forsøgt at tage livet af sig selv med sovepiller. Rollerne på film og tv stod langt fra i kø, og Coleman måtte i perioder lade sig ansætte i en hobbyforretning og slog sig ligeledes en overgang ned som ejer af en spillearkade. I starten af 90'erne blev det dog til små optrædener og roller i store tv-succeser som "Fresh Prince of Bel Air" (i dansk tv kaldet "Rap fyr i L.A.") og "The Simpsons". Efterfølgende fik Coleman sendetid i diverse game- og talkshows. For eksempel var han en overgang en hyppig gæst i komikeren Jay Lenos "The Tonight Show".

Som et satirisk indslag i valgkampen til Californiens guvenør-valg satte Coleman i 2003 sig selv på kandidatlisten. Valget blev dog senere vundet af Arnold Schwarzenegger, men Coleman opnåede en ærefuld plads som nummer otte ud af et felt på 135 kandidater.

Privat blev Gary Coleman i 2007 gift med sin forlovede igennem fem måneder, den dengang 22-årige Shannon Price. I sin sidste tid var det dog snarere Colemans mange sammenstød med politiet, der vakte opsigt. Siden han i 2005 flyttede til Utah, blev politiet således kaldt til hans hjem mere end 20 gange efter evindelige anmeldelser om husspektakler, slagsmål og uforsvarlig kørsel.

Til sidst var det dog det, som i hans livs begyndelse havde gjort ham berømt, som tog livet af Gary Coleman. Foruden nyresygdommen led han af et kronisk dårligt helbred med hjerteproblemer og krampeanfald. Og i går måtte hans kone så give lægernes tilladelse til at slukke for den lille, store mands respirator efter en hjerneblødning, han tidligere på ugen var blevet indlagt med.