- Jeg er ikke helt kampdygtig. Og jeg kan ikke finde en skid i øjeblikket, siger Erik Brandt med stor sårbarhed i stemmen. Flytter rundt på bunkerne, klapper på lommerne i forsøget på at finde sine briller. Så ryster han på hovedet. Opgiver for en stund.
Men det er mere end forståeligt, når 68-årige Erik Brandts fortæller, at hans liv er i kaos. For det er kun lidt over to uger siden, at hans elskede gennem mere end 50 år forlod ham. Endegyldigt. Åndede ud i en hospitalsseng på Skt. Lukas Stiftelsens Hospice efter mange års sygdom.
- Ingen vidste, hvor syg Margit var. Når folk spurgte til, hvordan det gik hende, svarede jeg altid ’fremad’. Jeg var den eneste, der vidste hvad det var fremad imod.
Vi sidder i stuen i det hjem Erik nåede at dele med sin elskede et halvt år. Et hjem der svulmer over af minder fra deres lange liv sammen. En gammel rejsekuffert fyldt til randen med kærlighedsbreve de sendte til hinanden. Bøger proppet med digte Erik skrev til hende. Skænke og borde broderet med indrammede billeder fra deres fantastiske liv sammen. Møbler der stadig dufter af Margit. Et hjem sorgen stadig hænger tungt over.
Hunden Andy kravler i skjul under sofaen. Det har han gjort, siden Margit døde. Heller ikke han har forliget sig med tanken.
Hunden tissede op ad kisten
- Han er i sorg, siger Erik og kigger bekymret på Andy, som fik lov til at komme med til begravelsen i sidste uge.
- Så du da jeg kyssede kisten, inden jeg holdt mine tale til Margit? Samtidig pissede Andy op ad den anden ende ad kisten. Han skulle også markere sig. Det var sgu da morsomt, fortæller Erik med et smil og en hovedrysten. Og vender smertefuldt tilbage til Margits sidste tid.
- Vi talte aldrig om døden. Margit ville ikke tale om det. Heller ikke dagen inden hun døde. Vi lod som om den ikke eksisterede. For hun ville simpelthen ikke dø. Hun kæmpede og kæmpede. Det var som om, hun ikke ville, at vi skulle skilles, siger Erik og slås med tårerne.
Hun snød med cigaretterne
I over 50 år var parret sammen. 24 timer i døgnet. Men at deres enorme kærlighed til hinanden var på lånt tid, gik først op for Erik, da hans kone for ti år siden fik konstateret den frygtelige lungesygdom kol.
- Hun røg for meget. Og da hun fik diagnosen, holdt hun ikke op. Måske kunne det have ændret noget. Man ved det ikke. Men især de sidste fem år har det været virkelig slemt og Margit var ud og ind af hospitalet hele tiden. Men hun blev ved at snyde med cigaretterne. Hun sagde, at nu holdt hun op. Men hver gang jeg kom ud i haven, var der ikke et træ, der ikke kom røg op af. Og det bebrejdede vi hende. Men det blæste hun på. Og man kan jo ikke tvinge folk, siger Erik med et suk.
- Hun var hjemme i lange perioder. I foråret da vi flyttede herind på Esplanaden, kunne vi gå en tur på Kastellet overfor. Men den blev kortere og kortere. Og de sidste par måneder hun var hjemme, var hun slet ikke oppe af sengen. Og jeg tror egentlig, at ønskede at dø hjemme. Men jeg kunne ikke mere til sidst, det ville have været uforsvarligt, mener Erik Brandt, som i det lange sygdomsforløb ikke selv har været fra sin hustrus side, ligesom døtrene Julie og Emilie har været der som en enorm støtte for dem begge.
Og derudover har Erik Brandt haft enestående hjælp fra både sygeplejersker og hjemmehjælpere og en række af landets førende læger indenfor lungesygdomme.
Faldt i søvn med hinanden i hånden
- Vi har prøvet alt. Og til sidst var der ikke mere at gøre. Og det er jeg faktisk glad for. For det var umenneskeligt at se hende lide så meget. Og det var uværdigt at se, at hun var blevet så tynd, siger Erik med spag stemme og fortsætter efter at have taget en dyb indånding:
- Jeg er gået i seng hver eneste aften kl. 19.30 for at holde hende i hånden. Og sådan er vi faldet i søvn. Hånd i hånd.
Fugten i øjenkrogen sidder et øjeblik, mens Erik vender blikket væk. Ud i rummet. Til minderne. Og tanken om at det nu kun er ham og Andy, der skal fylde de mange stuer ud.
- Nu er det bare os to, siger han.
- Jeg skal jo også komme videre med livet på en eller anden måde. Det havde jeg ikke troet, det var jeg faktisk relativt sikker på, at jeg ikke ville. For sådan har jeg haft det i lang tid og jeg var virkelig ked af det for et halvt år siden. Så ked af det, at godt kunne have gået galt, for jeg kunne ikke klare det længere. Og jeg må indrømme, at jeg drak et glas hvidvin for meget en gang imellem. Men så tog jeg mig sammen. Og med lidt held har jeg 15 gode år endnu!
