Der blev talt dunder, da tidligere erhvervsminister Simon Kollerup i august sidste år præsenterede prisvagthunden Forum for Forbrugerpriser.

For var der nogen, der under dække af den galopperende inflation gav priserne et ekstra, ublu nøk op ad?

I lyset af de løbske prisstigninger på el, gas, smør, æg og andre dagligvarer var der ifølge ministeren behov for ‘skærpet overvågning’ af prisstigninger på de varer, 'som er essentielle i forbrugernes hverdag’.

»Priserne er på himmelflugt. Og det kan mærkes på pengepungen, når vi putter varer i kurven og sætter en vask over. De meget høje priser har tvunget mange familier til at lægge deres hverdag helt om for overhovedet at kunne få råd til de helt basale nødvendigheder«, sagde Simon Kollerup og tilføjede:

»Vi aktiverer nu et omfattende pristjek af prisstigninger på energi, for eksempel el, og på dagligvarer, for eksempel smør og æg, så vi kan få eventuelle urimeligheder for forbrugerne frem i lyset«.

Ministeren indbød repræsentanter fra forbruger- og erhvervsorganisationer som Forbrugerrådet Tænk og Dansk Erhverv til at deltage i ugentlige møder for at holde øje med prisudviklingen og ikke mindst for at vurdere, om der var »grundlag for handling«.

Men frem til valgudskrivelsen 5. oktober sidste år blev der kun afholdt to møder i forummet, og siden har prisvagthunden ligget tandløst stille i sit ministerielle hundehus.

Så stille, at Dansk Erhverv er af den overbevisning, at prisvagthunden er blevet aflivet af den nye erhvervsminister Morten Bødskov.

Prisen på smør og gas er steget mere i Danmark end i andre lande, vi kan sammenligne os med. Det konkluderer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter et pristjek, som blev sat i gang af erhvervsminister Simon Kollerup (S) i august 2022. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Prisen på smør og gas er steget mere i Danmark end i andre lande, vi kan sammenligne os med. Det konkluderer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter et pristjek, som blev sat i gang af erhvervsminister Simon Kollerup (S) i august 2022. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Men det er ikke tilfældet, oplyser Erhvervsministeriet til B.T.

»Arbejdet i Forum for Forbrugerpriser har været sat på pause grundet folketingsvalg og regeringsforhandlinger. Arbejdet med prisovervågning i forummet fortsætter,« skriver ministeriet i et mailsvar.

Planen er, at de deltagende organisationer skal træde sammen igen inden påske og drøfte, hvordan arbejdet skal fortsætte i et ‘andet format’.

»Afsættet for igangsættelsen af pristjekket og nedsættelsen af forummet har ændret sig, blandt andet fordi prisstigningerne ser ud til at have toppet. Hvordan det ændrede format kommer til at blive, vil blive drøftet med de deltagende organisationer i forummet på næste møde,« oplyser Erhvervsministeriet.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen konkluderede i et pristjek i oktober sidste år, at smør og gas steg mere i pris i Danmark end i sammenlignelige lande som Sverige og Tyskland. Styrelsen er fortsat i gang med at undersøge, hvad der kan forklare forskellen.

Resultatet af denne undersøgelse ventes at indgå i det næste møde i Forum for Forbrugerpriser.

Selvom både gas- og elpriser er faldet matkant tilbage siden toppen i sommeren 2022, ser cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen frem til, at Forum for Forbrugerpriser træder sammen igen.

Priserne i supermarkederne er nemlig ikke faldet, selvom priserne på energi og råvarer er faldet. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at priserne på fødevarer og ikke alkoholiske drikkevarer lå 14,5 procent højere i januar i år end samme måned sidste år.

»Det vigtige for os er, at vi får kigget på, hvorfor prisfaldene på råvarer ikke slår igennem i indkøbskurven. Der er jo mange led i kæden fra producent til supermarked, og der kan være steder i kæden, hvor konkurrencen ikke fungerer til forbrugernes fordel,« siger Morten Bruun Pedersen og tilføjer:

»Måske er der nogle gode forklaringer, men så lad os da få dem på bordet, for vi har alle sammen en interesse i at få inflationen ned.«