Startskuddet lød allerede i slutningen af september.

Supermarkeder i hele landet begyndte at udsende tilbudsaviser med halloween-ting i kataloget. I første weekend af oktober var der græskar på tilbud i mange kæder, mens halloween-udklædninger, halloween-slik og -kager i lange baner var stillet op i flere supermarkeder.

Det på trods af, at halloween først er 31. oktober.

Købte du eksempelvis et græskar i weekenden og gik hjem, skar det ud og stillede det ud på trappetrinnet, er det ganske enkelt råddent til halloween.

Føtex gik allerede i gang med Halloween i starten af oktober.
Føtex gik allerede i gang med Halloween i starten af oktober.
Vis mere

Så hvad skal det massive tryk af halloween-varer til for allerede nu?

»Det er, som vi har set det op til jul: Det kommer tidligere og tidligere. Det handler om at lave det første salg. Mange af de her varer køber kunderne kun én gang, så man vil være først og sikre, at kunden køber i ens egen butik,« forklarer Mogens Bjerre, lektor ved Copenhagen Business School.

Han mener dog, at supermarkederne risikerer at skyde sig selv i foden.

»Jeg tror mest af alt, at det her er en månedlang irritation for kunderne. Man fjerner noget af magien ved at trække det ud over en hel måned,« siger Mogens Bjerre:

»95 procent af det her er rettet mod at få børnene til at sige 'mor, mor' eller 'far, far, jeg vil have'. Man taler til børnene som forbrugere i stigende grad.«

Er der i virkeligheden tale om en form for grådighed eller kynisme her?

»Jeg ved ikke, om det er grådigt. Hvis vi er søde, så kalder vi det godt købmandskab. Men jeg synes, man skal spørge sig selv, om man har spændt buen for hårdt. Er det ved at være for pjattet? Får man udvandet tingene for meget?«

I Coop er man allerede i gang med halloween i SuperBrugsen og Kvickly. Og det er der en god forklaring på.

»Halloween er blevet kæmpestort, og det vokser hvert år. Om en uge er halvdelen af de halloween-ting, vi har købt ind, solgt. Vi ville skuffe kunderne, hvis ikke vi havde de her varer nu,« mener Jens Juul Nielsen, kommunikationsdirektør i Coop.

Han henviser til en analyse, som viser, at halloween allerede overhalede fastelavn i 2006.

»Halloween kommer på et tidspunkt, hvor der ellers ikke sker så meget. Mange familier trænger til hygge og går så og har det sjovt med at pynte op med børnene,« siger Jens Juul Nielsen:

»Så ja: Det er noget, vi satser på, og selvfølgelig handler noget af det her også om, at vi gerne vil være stedet, hvor kunderne køber deres halloween-varer.«

I Salling Group, der allerede nu har rullet halloween ud i stor stil i både Bilka og Føtex, har man ikke tid til at stille op til interview.

I stedet har B.T. modtaget følgende kommentar fra Emmelie Christensen, kommunikationsmedarbejder i Salling Group.

»Lige nu gør rigtig mange danskere klar til at fejre årets halloween med alt lige fra udklædning og slik til græskar og pynt. Især børnene glæder sig til at finde den helt rigtige udklædning, så de kan blive klar til årets halloween-fester og den efterhånden traditionsbundne 'Trick or Treat'-aften,« lyder det:

»Efter de mange aflysninger af fester og restriktioner forventer vi, at halloween bliver endnu større i år, og derfor er vi selvfølgelig også klar med mange spændende og uhyggelige varer på hylderne.«