En niårig målmand fra Tommerup Boldklub har været på træningsophold i to engelske klubber, og det er for ungt, vurderer eksperter.

De fleste unge fodboldspillere drømmer om en kontrakt med en større udenlandsk klub på et tidspunkt i karrieren. Og der er efterhånden mange eksempler på danske knægte, der tager tidligt ud for at forfølge drømmen. Klubberne er begyndt at kontakte de spirende talenter tidligt.

Senest kunne man læse på Tommerup Boldklubs hjemmeside, at deres U10-målmand var hjemvendt fra træningsophold i Premier League-klubben Crystal Palace og Championship-klubben Charlton. Den ni-årige dreng fra Fyn var desuden på et visit hos Premier League-klubben Tottenham.

Klubberne jagter yngre og yngre talenter, og senest har en ni-årig dreng været til prøvetræning i engelske Tottenham Hotspur
Klubberne jagter yngre og yngre talenter, og senest har en ni-årig dreng været til prøvetræning i engelske Tottenham Hotspur Foto: tottenhamhotspur.com
Vis mere

Træningsopholdet kom i stand via en engelsk kontakt, der havde set niårige Emil på målmandsskolen ’Keeper College Denmark’ og var imponeret.

Den danske topscout for Manchester United, Torben Aakjær, mener, at man er på farlig grund, når en niårig dansk spiller træner med i udenlandske klubber, for klubberne gør det ikke uden bagtanker. Uanset de gode intentioner sætter det gang i en debat om, hvor unge spillere skal være for at træne med i udenlandske klubber.

- Det, klubberne gør, er jo at plante deres navn ind i knægtene. Hvis man har været på et sjovt træningsophold i en klub i en tidlig alder, bliver man måske fan af klubben, og så er der større chancer for, at spilleren vælger lige præcis den klub, når han er gammel nok til at komme på kontrakt, siger Torben Aakjær, der også har været scout i Hamburger SV.

Aakjær har scoutet unge spillere i adskillige år, men han bryder sig ikke om, hvor udviklingen er på vej hen, når ni-årige danske spillere skal ses an.

- Jeg har utallige eksempler på 15-årige, der har været helt ødelagte i hovedet af at være til prøvetræning i en storklub. Det er altså svært for en ni-årig dreng at bearbejde alle de forventninger fra omgivelserne, når alle ved, at han har været til prøvetræning i større engelske klubber. Når han er i den alder, skal han slet ikke bekymre sig om andet end at have det sjovt med fodbold, siger Torben Aakjær.

Kim Vilfort har været talentchef i Brøndby IF i mange år. Han mener ikke, at man allerede i ni-års-alderen kan se på spillere om de bliver dygtige fuldtids-professionelle
Kim Vilfort har været talentchef i Brøndby IF i mange år. Han mener ikke, at man allerede i ni-års-alderen kan se på spillere om de bliver dygtige fuldtids-professionelle Foto: Betina Garcia
Vis mere

Hos Brøndby IFs talentchef Kim Vilfort blinker advarselslamperne også, når han hører om en niårig, der har været på træningsophold i større engelske klubber.

- Jeg kender ikke det konkrete eksempel med drengen, så der er selvfølgelig en masse forbehold. Men overordnet er min tanke, at det er svært at se om en spiller bliver dygtig i en alder af ni-12 år, siger Brøndby IFs talentchef, Kim Vilfort.

Den tidligere Europamester, der også sidder i et internationalt talentudvalg, har godt set tendensen med, at europæiske klubber er begyndt at kigge på endnu yngre spillere i jagten på at opdage de bedste spillere.

- Fodbold er forretning, og de udenlandske klubber går langt for at hente spillere så tidligt som muligt. Barcelona har lige fået en straf for at hente unge afrikanske spillere, og jeg synes især, at de engelske klubber er hurtigt ude i jagten. Jeg synes, der er forskel på at være på træningsophold i nærområdet og så i en udenlandsk klub.

- Det er svært at sidde og sige her, hvad der er rigtig og forkert. For hvis man kan holde benene på jorden, kan det godt være en god oplevelse for en niårig dreng at se de forhold. Det havde til gengæld været uacceptabelt, hvis det var med det formål at lave en forhåndsaftale, mener Kim Vilfort.

FIFAs regler dikterer, at en klub først kan skrive ungdomskontrakt med en spiller fra et andet land, når den pågældende er fyldt 16 år, og man vel at mærke skifter fra et EU-land til et andet. Så der er hele seks år, før niårige Emil kan skifte til engelsk fodbold, hvis han fortsætter udviklingen.

Forældrene til det ni-årige målmandstalent (ikke på billedet) fra Fyn synes, de gav sønnen en god oplevelse med turen til England, som de i øvrigt selv arrangerede med en kontakt, de havde derovre. Temafoto/IRIS
Forældrene til det ni-årige målmandstalent (ikke på billedet) fra Fyn synes, de gav sønnen en god oplevelse med turen til England, som de i øvrigt selv arrangerede med en kontakt, de havde derovre. Temafoto/IRIS Foto: IRIS
Vis mere

Familien: Vi gav Emil en god oplevelse

Forældrene til ni-årige Emil, der står på mål for Tommerup BK på Fyn, forstår godt, at der bliver hævet øjenbryn, når man læser på klubbens hjemmeside om et træningsophold i England til drengen.

Men faderen Carsten Arentoft Andersen ønsker at understrege, at alt er foregået på helt frivillig basis.

- Det er ikke sådan, at vi blev formelt inviteret og vist rundt på klubbernes træningsanlæg. Vi har en god engelsk kontakt, som spurgte om vi ville være interesserede i at give Emil sådan en oplevelse, og det så vi ikke nogen problemer i, så længe tingene blev gjort på vores præmisser og i trygge rammer. Hele turen var også selvfinansieret, forklarer faderen til den talentfulde unge spiller.

Han forklarer, at hans niårige søn ikke er vendt hjem til Danmark med forventninger om en udlandskontrakt inden for få år.

- Formålet med turen var at give Emil en anerkendelse af det store engagement, han viser for fodbold. Vi gav Emil en god oplevelse, og det er bare en mulighed, ikke mange andre danske drenge får. Emil har slet ikke tænkt i de baner, at han nu skal være professionel eller noget. Det har han slet ikke haft problemer med at forholde sig til, siger Carsten Arentoft Andersen.

Den nærmeste storklub i Danmark er OB, men der er heller ingen planer om at sende Emil dertil trods det åbenlyse talent.

- Emil har det godt, hvor han er. Det er stadig små børn, og fodbold skal være sjovt. Hvis han er god nok til OB på sigt, må vi kigge på det. Status på turen til England var, at han fik en sjov og god fodboldoplevelse. Og mere var der ikke i det, siger faderen.