De kalder sig selv ’hooligans’. Organiserede hooligans. De vil ikke fotograferes, og de vil ikke have deres navne i avisen. ’De’ er kernen af APOELs tilhængere. Det var dem, der for syv år siden hylede et rutineret FC København-mandskab ud af den med et inferno af lys og lyd. Og det er dem, der vil forsøge at gøre det samme onsdag aften, hvor en billet til Champions League atter står på spil.

Så spænd sikkerhedsbæltet, Ståle Solbakken. Dine spillere kan se frem til 90 minutter i den cypriotiske tørretumbler.

»Det bliver et helvede. Det bliver en meget hed atmosfære. Et helvede af larm, romerlys og fyrværkeri. Det afhænger af, hvad vi beslutter at tage med. Det bliver årets bedste atmosfære. Det var voldsomt mod Rosenborg tidligere på måneden, men det bliver vildere mod FC København. Vi kommer til at råbe hele tiden og heppe holdet fremad.«

Det er sådan, det ser ud på GSP-stadionet i Nicosia, når den hårde kerne går amok
Det er sådan, det ser ud på GSP-stadionet i Nicosia, når den hårde kerne går amok Foto: THOMAS COEX
Vis mere

Ordene kommer fra ’APOEL’. En høj, tynd mand i 20erne med langt hår og lige så langt skæg. Han er en af lederne i den cypriotiske mesterklubs inkarnerede fanklub. En del af den helt hårde kerne. Dér, hvor ansigtet dækkes til, fyrværkeriet fyres af, og knytnæveslagene oftere er første end sidste udvej.

Han vil ikke have sit rigtige navn frem. Men han vil gerne tale om den fankultur, som tre gange de seneste syv år har været en ikke ubetydelig del af danske mesterholds farvel til Champions League. I 2009 tabte FCK den gyldne billet i den cypriotiske hovedstad. Siden har AaB og FC Midtjylland gjort det samme.

APOELs ultras holder til i dette hus nær  Nicosia, som ganske sigende er ved at blive udsmykket med dødningehoveder.
APOELs ultras holder til i dette hus nær  Nicosia, som ganske sigende er ved at blive udsmykket med dødningehoveder.
Vis mere

BT møder ham og hans kammerater og ligesindede i lokalerne under APOELs klubhus et par kilometer uden for Nicosias centrum. Her hænger de ud hver dag – hele dagen. Når de vel at mærke ikke er på stadion. I går eftermiddag var der cirka 20 mand. Når de i aften samles mod FC København på GSP Stadium, er de 20 gange flere. Og det er dem, der styrer løjerne.

»Vi står med bannere og trommer. De 5.000 mennesker, der står bag målet, styrer vi. Al sangen, larmen og pyroteknikken kommer herfra,« siger ’APOEL’, der er klar til at gå til yderligheder i jagten på den infernalske larm og stemning.

»Nogle gange kræver det mindre gode ting at få alle på stadion med. Ind imellem er vi nødt til at pifte eller buh’e af vores egne. Det gør vi, indtil de stemmer i. Gør de stadig ikke det, går vi i flæsket på dem. Fodbold handler ikke bare om at sidde og se på. Det handler om støtte,« understreger APOEL-hooligan’en.

Det er her APOELs hårde fan-kerne tanker øl inden kampene på GSP Stadion
Det er her APOELs hårde fan-kerne tanker øl inden kampene på GSP Stadion
Vis mere

For ham og hans kammerater betyder APOEL alt. Derfor kan de skabe en stemning, der ikke kan matches mange steder i Europa. Det kan lyde som en kliché, men de lever og ånder for klubben. Ikke bare på grund af fodbolden, men også på grund af den politik, klubben symboliserer. På en ø, der på grund af en tyrkisk invasion i 1974, er delt i en græsk og en tyrkisk side, bruges fodbolden i høj grad som et politisk og nationalistisk redskab.

»Det handler om græsk stolthed. Vi ser os selv som grækere mere end cyprioter. Det handler om krig, tabte og vundne slag og patriotisme,« forklarer ’APOEL’.

Det betyder derfor noget, når han sammen med kammeraterne går på stadion onsdag aften. Det er mere end bare fodbold, og derfor stilles der krav. Krav til de øvrige fans, men så sandelig også krav til de spillere, som i aften skal forsøge at sparke FC København ud af Champions League.

»Vi skubber holdet frem, og spillerne ved, at spiller de ikke fodbold, står vi på træningsanlægget den næste morgen. Vi tager derhen – normalt 30-40 mand – og så viser vi dem, at spiller de ikke godt, kan de tage et andet sted hen. Vi vil have spillere, der kæmper. Gør de ikke det, finder vi dem og råber ’go fuck yourself’ eller tæver dem. Vi har banket spillere mange gange,« fortæller ’APOEL’.

»Lige nu har vi en spiller i klubben, der kun vil blive i APOEL, hvis de kommer i Champions League, så han kan få sin bonus. Finder vi ham, får han tæsk. Han siger til os, at han kun er i klubben på grund af penge. Det kan vi ikke acceptere,« fortsætter han.

Stemningen på lægterne, da AaB var på besøg tilbage i 2014
Stemningen på lægterne, da AaB var på besøg tilbage i 2014 Foto: STRINGER
Vis mere

APOEL-spillerne vil derfor være under pres, når de i aften løber på banen foran i alt 22.000 fans på et udsolgt GSP Stadium. Men deres danske modstandere vil komme det samme. På grund af stemningen og larmen fra tribunerne, men også på grund af den ’chikane’, københavnerne tidligere har oplevet.

Kommer APOEL først foran, bruges alle tricks i bogen i kampen for at gå videre. Bolddrengene på sidelinjen holder i bolden og afleverer den ikke til en modstander. Det kan ske igen onsdag aften.

»Det er en del af kulturen på Cypern. Det er også sådan, når vi spiller mod vores rivaler, Omonia (også fra Nicosia, red.) på deres bane. Der gør bolddrengene det samme mod os. Det er alle-mod-alle. Vi siger til bolddrengene, at de ikke skal give bolden til modstanderen,« afslører ’APOEL’.

»Bolddrengene er klubbens unge spillere. De elsker holdet og klubben, og derfor gør de det. De vil også hjælpe. Det vil vi alle, for vi er et lille land uden mange penge. Vi har ikke penge til de bedste spillere, så vi må trykke på andre knapper,« fortsætter han og trækker på skuldrene over fair play-begrebet.

FC København skal derfor gøre alt for at holde fast i den smalle føring, man har med fra de to klubbers første opgør i Parken. Kommer de først bagud, vil APOEL have en 12. mand i publikum og en lille 13. mand i bolddrengene. Der venter med andre ord en meget hed aften for de danske mestre.

Der er kickoff kl. 20.45 og du kan se kampen på 3+