Vi er vant til Tom Cruise i utvetydige helteroller. Og derfor er ’The Mummy’ en kærkommen undtagelse.

Selvom den 54-årige megastjerne selvfølgelig ender med at redde dagen, så er Cruise nemlig her ikke helt så ren i kanten, som han plejer at være. Han er faktisk selv lidt af et monster.

Nicole Kidmans og Katie Holms hyperaktive eks-mand spiller lejesoldaten Nick Morton i den nye udgave af den gamle historie, der før har set både Brandon Frasier og Boris Karlof i de helt store roller.

Sammen med sin let anløbne kollega Chris Vail (Jake Johnson) kan Morton ikke holde fingrene fra de fristende egyptiske skatte, som de to soldaterkammerater falder over i forbindelse med en krævende militæraktion i nutidens Irak.

Det drejer sig mest om ’uskyldige’ sager som smykker og lertøj. Men da de to amerikanske anti-helte støder på den helt store arkæologiske jackpot, en komplet sarkofag med dertilhørende mumie, går det grueliggalt.

Begravet levende

Den kvindelige farao Ahmanet blev nemlig for mange tusinde år siden begravet levende.

Og i alle disse år har den ualmindeligt vrede kvindelige leder blot ventet på to nyttige idioter som Nick Morton og Chris Vail.

Allerede på flyveturen hjem begynder den bogstaveligt talt forbandede Ahmanet at røre på sig.

Og snart ender Tom Cruise og kompagni i hver sin pose på en metalbåre i lighuset.

Fart over feltet

I de gode gamle dage (1932) vaklede mumien af sted på sine 6.000 år gamle ben. Men i 2017 er der anderledes fart over feltet.

Således overtager Ahmanet lynhurtigt både sind og krop hos de stakler, der kommer i nærheden af hende. Og det viser sig selvfølgelig snart, at rygterne om Tom Cruises død er stærkt overdrevne.

Kampen imellem det gode og det usædvanligt onde eksploderer nu i London.

Og ligesom det er sket i så mange andre actionfilm før ’The Mummy’ går det snart rigtig hårdt ud over den britiske hovedstad.

Rodet slutning

Personligt var jeg mest vild med gyser-actionfilmens første times tid, hvor spændingen bygges relativt langsomt op. Her fungerer Tom Cruise også maksimalt. Og effekterne – både i gyser- og actionafdelingen – bruges fornuftigt og effektivt.

Henimod slutningen lader den relativt uprøvede instruktør Alex Kutzman sig desværre friste af det gigantiske budget, der altid er til rådighed, når Tom Cruises navn er på plakaten.

Således kører ’The Mummy’ lidt af sporet i et sandt orgie af specialeffekter, kampscener og lidt ufrivilligt morsom dialog.

Men trods den lidt ufokuserede slutning er ’The Mummy’ anno 2017 helt klart en biograftur værd.