Mark Zuckerberg har netop fremvist Facebooks nyeste Skype-feature i sit hovedkvarter i Palo Alto. Allerede i sidste uge begyndte rygterne at flyve om ørerne på os. Flere medier meldte ud, at Facebook ville lancere en feature, så man kan videochatte med sine venner direkte fra sin Facebook-profil. Og onsdag kom så bekræftelsen, da Facebook-stifteren Mark Zuckerberg trådte op på en lille scene foran et udvalgt presse-publikum i Facebooks hovedkvarter i Palo Alto, Californien.
Behøver ikke åbne Skype
Zuckerberg demonstrerede, hvordan man ved at tilføje et lille plug-in til sin Facebook-profil (lidt ligesom de Facebook-apps, de fleste kender i forvejen) kan aktivere video-chat. Når man har tilføjet dette plug-in, kan man videochatte gennem den instant messaging-chat, der allerede findes i Facebook. Har den person, du gerne vil tale med ikke installeret dette plug-in, bliver vedkommende bedt om at gøre det, så snart du 'ringer' til ham eller hende.Det betyder, at man ikke skal åbne et separat program for at bruge Skype, og det gør hele forskellen. Facebook har en strategi om, at de gerne vil være stedet, hvor du kan foretage det meste af din kommunikation med dine venner, og at du ikke længere skal åbne Skype for at komme i kontakt med dem (eller ringe på telefonen, for den sags skyld), er et stort skridt fremad mod målet for Facebook.