For to måneder siden lagde Zenia Stampe og hendes mand deres lille datter i graven. Sorgen valgte de at dele med verden på Facebook, for den forsvinder ikke af at blive gemt væk. Og man må aldrig skamme sig over den, siger parret.

Ambulancen brager gennem trafikken. Den har retning mod Rigshospitalet, hvor et hold af specialiserede læger venter. På en båre ligger folketingspolitikeren Zenia Stampe. Tidligere på aftenen er hun blevet indlagt på Herlev Hospital med kraftige smerter. Nogen har fortalt hende, at situationen er kritisk, for smerterne er veer. Men det kan ikke passe, tænker hun. Hun er ikke engang gået ind i graviditetens 24. uge, og samme morgen er hun blevet scannet med beskeden om, at den lille pige i hendes mave har det godt.

Zenia Stampe og manden Martin Lyngbo fortæller nu alt om det store tab - og om hvordan man kommer videre.

Læs hele historien her. Opret abonnement på BT PLUS - første måned er gratis.


For to måneder siden lagde Zenia Stampe og hendes mand deres lille datter i graven. Sorgen valgte de at dele med verden på Facebook, for den forsvinder ikke af at blive gemt væk. Og man må aldrig skamme sig over den, siger parret.

Ambulancen brager gennem trafikken. Den har retning mod Rigshospitalet, hvor et hold af specialiserede læger venter. På en båre ligger folketingspolitikeren Zenia Stampe. Tidligere på aftenen er hun blevet indlagt på Herlev Hospital med kraftige smerter. Nogen har fortalt hende, at situationen er kritisk, for smerterne er veer. Men det kan ikke passe, tænker hun. Hun er ikke engang gået ind i graviditetens 24. uge, og samme morgen er hun blevet scannet med beskeden om, at den lille pige i hendes mave har det godt.

 

’Når de har stoppet veerne, skal vi bare hjem. Jeg skal nok bare tage den lidt med ro. Så bliver alting godt igen,’ når hun at tænke.

Men sådan skulle det ikke gå.

Tre gange satte veerne kroppen i fødsel. Den tredje gang kunne det ikke stoppes.

Midt om natten føder Zenia Stampe en lille pige.

- Jeg kunne mærke hende helt til det sidste. Jeg var i slutningen af fødslen, da jordemoderen pludselig sagde, at hun ikke kunne finde hjertelyd. Men jeg forstod slet ikke alvoren. I mit hoved var det ikke en mulighed, at hun kunne dø inden i mig. Derinde var det jo trygt. Men da de scannede mig, kunne jeg godt se på ansigterne omkring mig, at noget var helt galt. Jeg skreg ikke og græd ikke. Jeg var i chok. Fra at have voldsomme veer og mærke mit barn sparke, blev der pludselig helt stille. Uden at jeg opdagede det, havde de fjernet alle de instrumenter og maskiner, de skulle have brugt, når hun kom ud. Og alle de mennesker, der havde omringet sengen, var pludselig væk. Men det var først, da jeg fik hende op til mig, jeg forstod, hvor frygteligt det var. Der kom et lille fuldstændig perfekt barn op til mig. Det var bare alt, alt for lille. Og så skreg jeg, fortæller Zenia Stampe.

Olga vejer 612 gram og er død, inden hun kommer til verden.

Men det er ikke et foster eller forventningen om et barn. Det er et rigtig lille barn.

- Jeg synes, hun lignede mig. Jeg sad virkelig med en følelse af, at jeg havde en lille miniudgave af mig selv liggende i armene. Hun var stadig varm, og det var ikke mere end et par timer siden, at jeg havde mærket hende sparke inde i min mave. Det var dér, det gik op for mig, at vi havde mistet et rigtigt barn, vores datter, siger hun.

Tomheden er flyttet ind

Der er stadig ingen ord, der helt kan dække det, der for to måneder siden overgik den lille familie. Derfor er der ofte stille ved det store spisebord i køkkenet. Hvilke ord skal man vælge, når man skal italesætte en tragedie? Hvad kan man sige, der kan få noget så meningsløst til at give den mindste smule mening?

 

Den radikale politiker Zenia Stampe burde sidde her ved spisebordet i familiens nye toplanslejlighed med en struttende, højgravid mave. Hun burde være vanligt rap i replikken og snart mor til sit andet barn. I stedet sidder hun og leder efter ordene ved siden sin mand Martin Lyngbo, der klemmer hendes hånd, når hun bliver overmandet af gråd. Maven er flad. I vindueskarmen vidner en række gabende tomme vaser om, at lejligheden har været fuld af sørgebuketter.

Natten til den 9. juni mistede politiker Zenia Stampe og teaterdirektør Martin Lyngbo en datter. Siden har de kæmpet for at hele tilstrækkeligt til at kunne møde virkeligheden igen.

- Da det var sket, havde jeg svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde kunne få lyst eller motivation til noget igen. Der var ikke længere noget, der gav mening. Jeg havde hørt om folk, der kom gennem kriser ved for eksempel at dyrke sport. Men jeg gad ikke. Jeg var ligeglad. Jeg var også ligeglad med, om jeg kom til at veje 10 eller 20 kg for meget. Jeg var fuldstændig ligeglad med alt og tænkte, at jeg aldrig ville blive rigtig lykkelig igen, fortæller Zenia Stampe.

Fanget i et sorg-vakuum

Der er regndråber på køkkenvinduet. Sommeren er væk, inden den nåede at begynde for familien. De var netop flyttet ind i den nye lejlighed, der skulle danne ramme om familieforøgelsen, deres fælles datter Erika på knap to år og Martin Lyngbos søn Tøger, da veerne pludselig kom og vendte op og ned på alt.

- Jeg tænkte, at det ikke kunne være sket på et værre tidspunkt. Det var sommerferie, og jeg skulle bare sidde i det her sorgvakuum og i den her lejlighed, der mindede mig om alle vores glade forventninger. Det var ikke til at holde ud. Jeg havde lyst til at komme tilbage på arbejde, men samtidig var jeg fuldstændig ligeglad med politik og alt andet. Jeg havde selvfølgelig heller ikke været klar til at komme tilbage, men jeg var så bange for den der tomhed. Jeg kunne slet ikke holde ud at være alene uden Martin. I starten kunne han ikke engang gå ovenpå uden mig. Og jeg kunne ikke gå ovenpå alene, siger Zenia Stampe.

Hvad de den dag i ambulancen troede, ville blive en hurtig tur på Rigshospitalet, endte med en indlæggelse på 10 dage. Mens lægerne kæmpede for at forhindre, at Zenia Stampe skulle gå i fødsel, kæmpede parret for at holde modet oppe hos hinanden. ’Det skal nok gå’. ’Så ond er verden ikke’, forsikrede de hinanden. Chancen for at datteren ville overleve en fødsel før uge 24 var lille, men den var der jo. Lige inden Zenia gik i fødsel for tredje gang, besluttede de sig for, at datteren skulle hedde Olga.

- Hun skulle egentligt have været opkaldt efter min mormor, som stadig lever. Men vi kunne ikke bære at give hende det navn, hvis hun døde. Så vi opkaldte hende efter min tipoldemor. Olga er et utrolig stærkt navn, og de kræfter vidste vi, at hun ville få brug for. Men hun døde en time før, hun blev født. Vi ved stadig ikke helt hvorfor.

Sang for Olga

Det var midt om natten, og personalet gav forældrene et par timer med det lille barn.

- Vi lå bare og krammede hende og sang for hende. Indtil hun var kold, siger Martin Lyngbo stille.

Næste morgen blev hun lagt i en kiste. Den var ikke meget større end en skotøjsæske.

Ugen efter blev hun bisat på Martin Lyngbos familiegravsted og den nye lejlighed blev fyldt med blomster. Der kom så mange buketter med velmenende kort, at de måtte rundt til naboerne for at låne vaser.

- På den ene side var det vidunderligt at mærke folks empati. På den anden side var det megahårdt at gå rundt i, fordi det hele tiden mindede os om, at noget frygteligt var sket, siger Martin Lyngbo.

Familien tog på Bakken. De spiste pølser fra en engangsgrill i regnvejr og prøvede at få normaliteten tilbage. Men følelsen af, at nogen manglede, hang i luften.

- De fleste tror nok, at det er sorgen over en knust drøm, der fylder i sådan en situation. Men det er meget mere konkret. Det er sorgen over, at ens barn er død. Man tror måske ikke, at et barn er et barn, før det er født. Men når man har mærket det leve i sin mave og siden set sine egne ansigtstræk i det, forstår man det, siger Zenia Stampe, og tager fat i sin mands arm som tegn på, at han skal tage over.

- I sidste uge blev jeg spurgt om, hvor mange børn jeg har. Hvad siger man?, spørger Martin Lyngbo retorisk.

- Vi har tre børn. Min søn, vores fælles datter og en, der er død. Det kan man jo ikke proppe ind i en smalltalk-situation. Så må man nok forråde Olga nogle gange, hvis det er folk, man ikke kender. Det er en af de grunde til, at vi har været åbne. For at insistere på, at hun fandtes. Og at hun stadig findes i os.

Brev til verden

Kort efter fødslen lagde parret et åbent brev på Facebook. ’Natten til i går skete det, som Zenia og jeg har kæmpet imod og frygtet. Vores lille datter Olga blev født alt for tidligt, og hun klarede ikke fødslen’, skrev Martin Lyngo. Han skrev om afskeden og om kisten. Om sorgen. Egentlig var det et brev til familie og nærmeste venner. Bagefter lagde de også brevet på Zenias politiske Facebook-profil.

- Så eksploderede det. Det var som sådan ikke en aktiv beslutning, for vi anede jo intet om den slags situationer. Vi var ikke særlig meget ovenpå, så vi havde ikke rigtig så mange pressestrategiske muskler at flekse. Men lige pludselig var den jo på alle medier. Lige i starten var det meget overvældende, men det var også meget rart. For det hårde er at gå og fortælle det til nogen, som ikke ved det. Vi kommer til at græde hele tiden, og det er for hårdt, siger Martin Lyngbo.

 

De kommer stadig til at græde. Nogle gange flere gange dagligt, og især når tankerne kredser om det liv, Olga kunne have fået. Om de ting, hun skulle have oplevet, men aldrig fik lov til. Om de børn hun selv skulle have haft og de efterkommere, der aldrig bliver. Men de siger også højt til hinanden, at sorgen er ’et monster, der vokser i mørket’. Og at det ikke forsvinder, hvis man sidder derhjemme for nedrullede gardiner.

Derfor er de glade for, at de lagde det åbne brev på Facebook. Ikke kun fordi de slap for at forklare sig igen og igen. Men også fordi det har affødt et hav af henvendelser fra mennesker, der selv har stået med et ben i afgrunden.

- Det er en trøst at høre fra nogen, der ved, hvordan det er, og som kan overbevise én om, at man kan komme videre. Så føler man sig ikke så alene. Det hjælper også, at folk bare er søde og forstående. Sorg er en langstrakt indre kamp. Den forsvinder ikke bare. Man tager den med ud i livet, og så er det bare så dejligt at mærke, at folk hepper på en, siger Zenia Stampe.

- Der er rigtig mange, der skriver, at de ville ønske, de kunne bære en del af sorgen for os. Det kan de ikke, men deres omsorg gør, at vi bliver stærkere og kan bære mere. De bærer ikke sorgen for os, men de gør, at vi kan holde til det.

’Hold det for jer selv’

Men den åbne og detaljerede beskrivelse af tabet af deres lille datter har også delt vandene. Enkelte er blevet frastødt. Forargede over, at man ikke ’holder den slags for sig selv’.

- Det er noget af det, der har gjort mig allermest ked af det. Dem, som siger, at det skal du ikke dele med mig. Det må være fordi, de har en forestilling om, at man kan sidde derhjemme og vente på, at de sorte tanker forsvinder. Og når man så en dag træder ud i lyset, så er alt det grimme væk, og man er glad igen. Men sådan er det bare ikke. Man lever videre med sorgen. Og man skal ikke skamme sig over den. Jeg vil insistere på, at man ikke skal skamme sig. Og jeg vil have, at verden ved, at min datter fandtes, og at jeg savner hende, siger Zenia Stampe.

På en måde findes Olga stadig. Hendes aske ligger sammen med hendes oldeforældres, men hun er også så småt ved at finde sin plads i deres familie. For det meste i små glimt af et smukt minde. Andre gange i skyggen af alt det, der er godt.

- Hver eneste dag har jeg en sorg ved at kigge på hendes storesøster Erika, fordi jeg tænker, at det lige så godt kunne være Olga. I starten blev jeg forfulgt af billeder af Olga i skikkelse af et barn på Erikas alder, som kommer løbende hen imod mig og giver mig et knus. Jeg blev ved med at se hende for mig. Selvom det er utrolig meningsfuldt at være sammen med børnene, giver det også et stik i hjertet, siger Zenia Stampe.

Hun har snart ’grædt verden til i tårer’, som hun siger. Og det hjælper. Det hjælper også – og er tvingende nødvendigt – at tale sammen som par. Det er Martin og Zenia enige om. Sorgen har gjort dem tættere, men at komme styrket ud af en krise er ikke noget, der sker af sig selv.

Sorgen er midt mellem os

- Det er jo ikke sådan, at vi har en ydre fjende, som vi kæmper imod. Det er lige så meget en sorg, som flytter ind midt imellem os og trækker i forskellige retninger. Så når vi nu er nået til et punkt, hvor vi føler os styrket som par, så er det også fordi, at vi har taget nogle indbyrdes kampe og har fået slebet nogle kanter af på hinanden.

Det nye folketingsår er lige om hjørnet. Zenia Stampe er tilbage på sit arbejde i Radikale Venstre, og virkeligheden trænger sig på. Det er okay. Selvom det af og til kræver, at Zenia Stampe hiver nogle kræfter frem fra et hidtil ukendt lager af superkræfter.

- Jeg kan mærke, at det er godt, at jeg er tilbage på arbejde. Det er også godt, at børnene render rundt og er forholdsvis upåvirkede. Det er noget af det, der trækker os tilbage til livet igen, så vi ikke bare sidder der i vores sorg og synes, at alt er ligegyldigt. Meningsløsheden er på vej væk. Der er ting, jeg glæder mig til, og livet er ved at vende tilbage, siger hun.

Hvilken plads i livet får et barn, der døde, før det hele begyndte? Hvordan mindes man én, som man ikke nåede at kende? Det er Zenia Stampe og hendes mand stadig ved at finde ud af.

- Jeg løb en morgentur på min første arbejdsdag, fordi jeg havde brug for styrke til at møde verden igen. Bagefter lå jeg i græsset og kiggede op i himlen, og så kom et fly flyvende. Jeg tror ikke på, at hun sidder deroppe. Men alligevel sagde jeg ud i luften: ’Nå, er det dig, der kommer flyvende der, Olga. Jeg håber, du har det godt.’