Sommer, varme og sol vil bliver erstattet af regn og blæst i denne uge. Især onsdag, torsdag og fredag bliver det slemt. Meteorologer advarer om op til 50 mm regn torsdag.

Selv om mandagen begyndte solrigt, så vil denne uge byde alt andet end dejligt sommervejr. Allerede mandag eftermiddag har regnvejret ramt København, og ifølge TV2-vejret vil det forstætte resten af ugen.

- Det bliver et kedeligt og trist vejr i denne uge, siger TV2-vejrets meteorolog Ditte Falkenberg til bt.dk.

Læs også: Svampebombe rammer efter rekord-skybruddet

Især fra onsdag vil det blive slemt. Ifølge TV2-vejrets prognoser vil et lavtryk i Sydeuropa presse regnbyger op over Danmark, og det vil føre til megen regn både onsdag, torsdag og fredag. 

Og har man tendens til at få oversvømmet kælderen, kan man godt begynde at ruste sig mod vandet, for torsdag kan der ifølge prognoserne falde mellem 30 og 50 mm regn.

Vilde læserbilleder: Her drukner København

- Torsdag ser det ud til, at det vil blive kraftig regn, hvilket vil sige, at der kan falde mere end 24 mm på seks timer, siger Ditte Falkenberg, der endnu ikke har mulighed for at forudsige, hvilke dele af landet, der vil blive hårdest ramt af nedbøren.

- Man skal forestille sig, at der er en spiral, der kommer over landet. Så det er svært at sige præcist, hvor og hvornår den rammer. Men regnen vil højst sandsynligt starte mod sydvest og derefter ramme resten af landet, siger meteorologen, der dog kan berolige med, at der ikke ser ud til, at regnmængderne kommer i nærheden af dem, der ramte Københavns-området ved forrige lørdags skybrud.

- Nej, det vil ikke blive lige så slemt. Det, der skete sidste lørdag, var et meget exceptionelt vejrfænomen, hvor kraftige regnbyger pludseligt samlede sig over Skåne og trak ind over Danmark. Denne gang vil regnen komme på grund af et lavtryk i syd, forklarer DitteFalkenberg.

Det våde vejr er dog ikke den eneste vejrnyhed i denne uge. Varmen, som den seneste uge har præget landet, vil også forsvinde. 

- Temperaturerne vil ligge under 20 grader, og det vil blive noget blæsende, siger Ditte Falkenberg og tilføjer, at det dog også ser ud til, at det dårlige vejr får en ende.

-  I løbet af fredagen vil regnvejret trække væk fra Danmark, og det vil klare op. Vindhastigen vil aftage, og det hele vil blive roligere, siger hun.