Tallene der viser, at hver tredje kvinde på kontanthjælp ikke gider arbejde, holder ikke vand. Det fastslår Danmarks Statistik.

Tirsdag morgen bragte Jyllandsposten en historie på forsiden om, . Historien fik beskæftigelsesminister Mette Frederiksen helt op i det røde felt, da hun kommenterede historien i TV2 News i morges.

Men tallene holder ikke vand, lyder det nu fra Danmarks Statistik.

- Det er at bruge tallene på en måde, de ikke kan bære, siger kontorchef i Danmarks Statistik, Sven Egmose.

Læs også:

Historien er baseret på tal, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har trukket ud via forskerordningen hos Danmarks Statistik.

Ifølge Jyllandsposten har 15.000 personer fra den såkaldte matchgruppe 1 deltaget i undersøgelsen. Det tal er imidlertid kraftigt overdrevet. Reelt deltog der kun 250 mandlige og kvindelige kontanthjælpsmodtagere fra matchgruppe 1 - altså raske kontanthjælpsmodtagere der burde være i stand til at tage et job. Af dem svarer 33 kvinder, at de ikke har søgt et job.

- Den population er for lille til at man kan drage nogen konklusioner. Så det er ikke et tal vi ville offentliggøre. Der er for stor statistisk usikkerhed og undersøgelsen er ikke repræsentativ, fordi vi ikke har undersøgt om kvinderne er repræsentative for deres gruppe, siger Sven Egmose.

Det er ikke lykkedes B.T. at få en kommentar fra Jyllandspostens nyhedschef, Pierre Collignon, men avisen oplyser, at de agter at bringe en rettelse.

Dansk Arbejdsgiverforening oplyser, at avisens journalist var informeret om, at tallene var behæftet med statistisk usikkerhed, men at journalisten ikke vidste, at undersøgelsen kun havde 250 adspurgte.

Underdirektør i DA, Erik Simonsen fastholder, at artiklens hovedkonklusion er korrekt til trods for, at den kun er baseret på 250 interviewpersoner.

- Hovedkonklusionen er, at 32% af kontanthjælpsmodtagerne i matchgruppe 1, der burde stå til rådighed for arbejdsmarkedet, ikke gør det. Det er en historie vi har lanceret flere gange, sidste gang i foråret, men der vakte den ikke debat, siger Erik Simonsen.