Mette Granata er ugens mest omtalte person, efter at TV2 har vist, hvordan en plejemor går amok på hendes 13-årige søn.

Den 41-årige kvinde har syv børn, men ingen af dem bor hjemme. De er blevet fjernet, fordi Mette Granata ikke anses for egnet til at være mor.

Odense Kommune har fjernet Mette Granatas børn, og det koster sandsynligvis skatteyderne omkring 100.000 kr. om måneden i honorar til plejefamilien.

Men selvsamme Odense Kommune betaler samtidig Mette Granata løn for at hjælpe til med at tage sig af andre forældres små poder.

- Den 23. august har jeg været ansat i præcis tre år i Elsdyrløkkens Børnehus, hvor jeg er ansat i en 25 timers stilling som pædagogmedhjælper i et skånejob.

Da jeg søgte stillingen i sin tid, var det allerførste, jeg fortalte til lederen, at mine egne børn er anbragt uden for hjemmet.

- Det afskrækkede hende heldigvis ikke fra at tage mig, og siden er jeg blevet fastansat i stillingen, som jeg er rigtig glad for. Og de er glade for mig.

Det siger Mette Granata, som selv udtrykker undren over, at Odense Kommune med den ene hånd har fjernet hendes børn og anbragt dem i pleje andre steder, mens kommunen tilsyneladende er tryg og glad for at bruge hende i et job som pædagogmedhjælper i en institution for andres børn i alderen tre til seks år.

- Jeg synes også selv, det ser noget underligt ud. På den ene side siger de til mig: Du er ikke i stand til at tage dig af dine egne børn. På den anden side siger de, at de er rigtig glade for min indsats i børnehaven. Hvis jeg virkelig var så uegnet, som de siger, så havde jeg vel aldrig fået jobbet. Men når jeg spørger til det, siger de, at de to ting ikke er det samme, siger Mette Granata.

BT forsøgte lørdag forgæves at få en kommentar fra Odense Kommune.

Læs hele interviewet med Mette Granata i BT søndag.