Kongehusets kommunikationsafdeling bør handle og afskærme prins Henrik fra pressen, da han efter sine seneste udtalelser risikerer at skade kongehuset de næste årtier. For alt i mens prins Henrik holder kommunikationslinjen åben, vælger hoffets officielle kanaler den modsatte strategi. Og det er en fejl, vurderer kommunikationsekspert og stifter af LEAD Agency Kresten Schultz Jørgensen, der kalder kongehusets situation for en historisk krise.

»Det er en unik situation, som vi er vidne til. Det er noget, der i generationer vil ryste kongehuset, og derfor skal det lukkes ned nu. Situationen er på niveau med skandalen i 1936, hvor den britiske konge, Edvard 8., frivilligt abdicerede fra tronen for at gifte sig,« siger Kresten Schultz Jørgensen.

Han mener ikke, at prins Henrik overhovedet skulle i nærheden af en mikrofon. Det er hoffets ansvar at styre det, forklarer Kresten Schultz Jørgensen. For kongehuset taber, hvis det bliver en folkelig diskussion, hvor prinsen skal begraves, eller hvilken titel han skal have. Kongehusets kommunikationsafdeling skal insistere på, at prins Henrik ikke bryder med sin funktion og udtaler sig yderligere. Og det har kommunikationsafdelingen, ifølge Kresten Schultz Jørgensen, ikke formået.

»Der er masser af situationer, hvor medlemmer af kongehuset ikke skal have taletid. Det er hoffets opgave ikke at gøre kongehusets private sager til et nationalt samtaleemne, som det er blevet nu. Jeg forstår ikke, at prinsen sættes foran en mikrofon. Det er hoffets ansvar at styre det,« siger han.

Problemet er ifølge Frederik Preisler, partner i reklamebureauet Mensch, netop det, at Kongehusets kommunikationsfolk måske slet ikke kan bestemme og styre, hvilken retning prins Henrik går.

»Jeg er ikke i tvivl om, at kommunikationsafdelingen omkring kongehuset sidder med en af de mest utaknemmelige og vanskelige udfordringer lige nu. Her er der stolthed og følelser indblandet, og det er svært at styre. Det er jo ikke engang sikkert, de kan bestemme, hvad prins Henrik gør og siger,« forklarer kommunikationseksperten.

Balladen omkring prins Henrik og hans begravelsesplaner skabte igen overskrifter landet over, da han lørdag mødte ugebladet Se & Hør på Château de Cayx.

»Det er min kone og ikke mig, der kan gøre noget ved den beslutning. Hvis hun vil have mig begravet sammen med hende, må hun gøre mig til kongegemal. Færdig. Jeg er ligeglad,« siger han til Se & Hør og påpeger, at det er dronningen, der gør ham til en nar.

Frederik Preisler mener ligesom Kresten Schultz Jørgensen, at kongehuset står i en unik og vanskelig situation i øjeblikket. En situation der kan give flere forskellige udfald.

»Der er ingen tvivl om, at kongehuset var bedre tjent uden den sag, men det også en sag, der kan styrke opbakningen til dronningen - og på den måde styrker det næsten kongehuset. Den anden mulighed er, at folk synes det bliver for broget,« siger Frederik Preisler, der dog påpeger, at det er svært at kloge sig med sikkerhed, som situationen ser ud nu.

Kresten Schultz Jørgensen kender af gode grunde heller ikke det fulde omfang af kommunikationsudfordringerne, men han mener, at kongehuset uden tvivl står med mange mellemregninger, som offentligheden ikke er bekendt med. Og derfor vil man snart give lyd fra sig, lyder vurderingen.

»Det her er et klassisk eksempel på en situation, der skal lukkes ned. Jeg tror, kongehuset kommer ud med noget nu. En aktiv handling. Tiden er kommet til, at de appellerer om en time-out,« siger Kresten Schultz Jørgensen og fortsætter:

»Det virker som om prinsen har frie tøjler, og det er ikke så godt. Kommunikationsafdelingen bør påtage sig et ansvar for at definere det, der foregår. Jeg er ikke sikker på, at prins Henrik træffer rationelle belutninger lige nu.«

Det har siden 2002 været mange danskere bekendt, at prins Henrik ønsker at være mere end Prins Henrik. Han vil være kong Henrik. Sidestillet med dronningen. Problemet er, at dronningen ikke kan føje sin ægtemand og tildele ham titlen som regent uden en grundlovsændring. Til ugebladet Se & Hør har prins Henrik dog blødet op omkring sit ultimative krav. I stedet for prins og prinsegemal vil han være kongegemal. Det er et ønske, som Kresten Schultz Jørgensen mener, at dronningen sagtens kan indfri uden det giver tilbageslag. Det er måske endda nødvendigt.

»Jeg tror, det ville være meget dansk at føje prinsens ønske om titlen som kongegemal. Det ville de fleste mennesker forstå, for de fleste ser også gerne at dronningen og prins Henrik genfinder hinanden. Lige nu er det også en ‘Whatever it takes’ situation. De skal bevare værdigheden i embedet og ikke lufte det snavsede vasketøj foran hele Danmark.«

BT har tirsdag eftermiddag og og aften forgæves forsøgt at få en kommentar fra kongehuset.