Emilie Mengs familie har på intet tidspunkt ønsket at udtale sig til medierne, efter hun forsvandt 10. juli. Men nu står hendes biologiske far Nicolai Skovgaard frem og sætter ord på sit frygtelige mareridt.
Det gør han i printudgaven af ugebladet Se og Hør, som mødte ham, da han gik med i fakkeloptoget for Emilie i Korsør. Her fortæller han, at det frygtelige fund af Emilies lig juleaftensdag i det mindste gav en vished, for uvisheden har hele tiden været det værste.
Men Nicolai Skovgaard kan stadig ikke lade være med at tænke på, hvad hans datter er gået igennem.
»Det er godt, at politiet nu har nogle spor at gå efter, så mit største ønske er, at de finder den eller de afstumpede personer, som har slået hende ihjel. Det er uhyggeligt at tænke på, hvad hun måske har gennemgået de sidste minutter af hendes liv,« siger han til mediet.
Nicolai Skovgaard håber derfor, at fundet af Emilies lig i en skovsø ved Borup 24. december kan føre til, at hendes morder bliver pågrebet.
Han fortæller også, at han blev skilt fra Emilies mor, da Emilie var otte år og flyttede derefter til Aalborg, så han har ikke set Emilie så ofte, men de to har holdt kontakten.
Emilie blev sidst set i live ved Korsør Station klokken 04:00 om morgenen, efter hun skiltes fra sine veninder efter en bytur. Først fem en halv måned senere blev hun fundet, efter at plakater af den kønne teenager havde hængt i de fleste danske byer.
Nu leder politiet på højtryk efter gerningsmanden, for de er ikke i tvivl om, at hun er blevet udsat for en forbrydelse. De har endnu ikke oplyst om dødsårsagen.