Jakob Fuglsang tager i næste uge på træningslejr med en klar besked til Astana: Han vil være kaptajn i en grand tour i næste sæson.
For halvanden uge siden bragte det anerkendte cykelsite cyclingnews.com en stor artikel om Astana. Artiklen handlede om, at Astana fra næste sæson er klar til at udfordre Team Sky og Chris Froome.
Astanas sportsdirektør Guiseppe Martinelli medvirkede i artiklen, og han fortalte, at Astana med forstærkninger som Michele Scarponi, Mikel Landa og Lieuwe Westra var blevet så stærkt, at holdet var klar til at gøre sig gældende i alle tre grand tours, Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a Espana.
Martinelli nævnte derefter de tre ryttere, som lige nu ser ud til at blive kaptajner i de tre grand tours. Michele Scarponi, Vincenzo Nibali og Tanel Kangert.
Dette års nummer syv i Tour de France, Jakob Fuglsang, blev overhovedet ikke nævnt i artiklen. Det lignede en bekymrende melding for den 28-årige dansker, og han undrede sig da også selv over, at han ikke blev nævnt.
- Det var da lidt mærkeligt, og jeg ville da gerne have set mit navn stå ud for en af de tre grand tours. Men jeg tror ikke, at det er fordi, de er fuldstændigt ligeglade med mig, siger Fuglsang fortrøstningsfuldt.
Jakob Fuglsang har i år kørt sin foreløbigt bedste sæson som cykelrytter. Et stærkt Criterium du Dauphine blev fulgt op af et endnu stærkere Tour de France, hvor han med stabil kørsel viste, at han ligger i et felt af ryttere lige under verdens bedste som Chris Froome, Joaquim Rodriguez og Nairo Quintana. Fuglsang mente selv, at han bestod eksamen, og derfor var han klar til at hæve forventningerne. Og det er ikke foreneligt med en rolle som hjælperytter i de store løb.
- Jeg synes, jeg levede op til det, der blev forventet af mig. Jeg nåede målet i Tour de France - og så endda alene, men det kan være, at de hurtigt har glemt det. På den baggrund synes jeg, at jeg har fortjent en kaptajnrolle i en grand tour i næste sæson.
I næste uge bliver Fuglsang klogere på, hvad Astanas planer er med både ham og de øvrige ryttere i den kommende sæson. Holdet samles på mandag på en træningslejr, og her vil de foreløbige planer blive præsenteret.
En af de nye ryttere på holdet er erfarne Michele Scarponi, som tidligere har vundet Giro d'Italia. Han er en populær skikkelse ikke bare i Italien, men også hos holdets italienske sportsdirektør, Guiseppe Martinelli, som har det med at tilgodese italienske ryttere. Scarponi stod ikke på Fuglsangs ønskeliste over nye holdkammerater, men han forstår godt, at holdet har oprustet, så man kan stille stærke hold til alle tre grand tours i modsætning til i år, hvor Tour de France blev nedprioriteret.
Holdets store stjerne Vincenzo Nibali skal næste år køre Tour de France, så hvis Fuglsang skal med i Touren bliver det som hjælperytter. Det er han helt afklaret med. Det er derimod Giro d'Italia han har sine øjne rettet imod. Her vil han være kaptajn.
Og hvis ikke han får lov til det...
- Så må jeg se, om ikke jeg kører stærkt nok alligevel til at blive kaptajn. Og hvis der er én, der ryger på røven, så kan muligheden opstå på den måde. Men i første omgang gælder det om at høre, hvad Astana har af tanker.