Det var grimt, da Tom Dumoulin lørdag gik helt ned og mistede Vuelta a Espanas førertrøje på de to sidste bjerge.

Nu har Giant-Alpecin-sportsdirektør Christian Guiberteau så en forklaring på, hvordan det kunne gå så galt for hollænderen, at han tabte mange minutter til de øvrige klassement-ryttere.

»Tom vil ikke selv tale om det, men han var syg dagen inden (om fredagen, red.),« siger Christian Guiberteau ifølge hollandske AD:

»Det er nok et resultat af tre stressende uger i Vueltaen. Han har hele tiden været på grænsen. Lad os ikke glemme, at han er meget ung,« siger Giant-Alpecin-sportsdirektøren.

På grund af den dårlige lørdag raslede 25-årige Tom Dumoulin helt ned som nummer seks i den samlede stilling.

»Jeg er ked at det på Tom Dumoulins vegne, for jeg ville gerne have haft, at han i hvert fald havde taget en podieplads,« siger Christian Guiberteau.

Søndag køres sidste etape mod Madrid, hvor Fabio Aru vil blive kåret som samlet vinder af årets Vueltaen. Den er i skrivende stund ikke overstået.