Julen står i familiens tegn. Nogle jubler. Andre gyser. Familien er som regel ikke en størrelse, man selv har valgt, og visse steder giver det en del vanskeligheder. De fleste er opdraget til, at julen er det tidspunkt, hvor vi alle skal være samlet, så det er ikke unormalt, at der i mange hjem skal sluges en del kameler, hvis ritualet skal lykkes på en måde, som vi opfatter som 'julet'. Der kan være sammenbragte familier med forskellige traditioner, som pludselig anser julen for at være et uoverstigeligt problem. For 'vi plejer ikke at spise and' eller 'vi pakker sokkerne ind i hver sit stykke papir, så der er så mange gaver som muligt'. Og strid og splid kan også opstå, når kamelerne bliver skyllet ned med øl og snaps. Det kan pludselig sætte gang i en gammel diskussion mellem onkel Hans og morfar.
Der er så uhyggeligt mange kedelige scenarier, som udspiller sig i de små danske hjem, når julen banker på døren. Og er det ikke rigtig, at vi næsten på forhånd ved det, når de opstår? Jeg mener, da jeg var lille, vidste jeg godt, at når farmor skulle holde jul hos os, så var der overhængende fare for, at der blev skærmydsler. Det var gerne min farfar, der stod for skud. En juledag for snart 15 år siden valgte min farmor så igen at rette skytset mod min farfar. Som dog var død nogle år forinden. Hendes barske udtalelser resulterede i, at min far kaldte hende noget, som jeg ikke vil referere her. Blot konstatere, at han havde ret. Da tog min farmor en taxa hjem. Fra Nykøbing Falster til Hellerup! Og da besluttede jeg, at nu var jeg blevet for gammel til det pjat. Fremover ville jeg selv holde jul, og det skulle være uden farmor. Hvem der så ellers ville dukke op, var velkommen.
Jeg tror måske, det satte mine forældre i en lidt pinagtig situation, men jeg holdt altså fast, lige indtil min farmor døde for nylig. Og jeg fortrød aldrig den beslutning. Havde hun beklaget sin opførsel eller i det mindste lagt op til at starte på en frisk, så havde jeg nok tilgivet hende. Men det skal man vide om min farmor: Hun var ufejlbarlig. Og ja ja, jeg kan da sagtens se med en voksens øjne, at hun blot var et sølle menneske, som højst sandsynligt havde haft en vanskelig barndom, men når man selv har fået børn, så synes jeg, det er rimeligt at kræve, at juleaften skal der være fred.
For mange familier handler julen om at fremstå som det, vi opfatter som værende en helt almindelig familie med gode relationer. Men vil man forstille sig, kommer man til at falde igennem. For hvis der ikke er orden i sagerne (hvis noget ligger og ulmer), så vil det næsten pr. automatik eksplodere denne aften. Derfor lyder min opfordring: Få skeletterne ud af skabene inden på lørdag. Er der en moster eller en søster eller en anden, som du har et udestående med, så ring i dag. Se om problemerne kan få en løsning nu fremfor på lørdag eller i juledagene.
Det er jo det næste problem: Julefrokosterne. Der skal vi igen ses med de samme mennesker, som vi lige har fejret juleaften med. Ikk sandt? Overvej lige, om det nu er en god idé. Min mand og jeg meldte os ud af julefrokostklubben for mange år siden. Min søde faster har haft en god tradition med at samle nogle grene af familien, men ellers er det for de fleste mennesker en dødssejler at sidde der igen 2. og 3. juledag og spise det samme og tale med de samme mennesker om de samme emner. Der vil man måske hellere se de venner, som man ikke har fået set så meget til i december. Eller bare være alene.
Jeg siger det som inspiration til at bryde de traditioner, som ikke nødvendigvis gør noget godt for os. I mange familier fungerer det jo upåklageligt med disse juleaftener og julefrokoster, men blot fordi det betragtes som normalt eller god tone at samle hele familien, så er det jo ikke ensbetydende med, at det er sjovt eller givende for alle at deltage.
brev_tag_annette
