For nogle år siden var jeg til en gamle elevers fest med dem, jeg gik i folkeskole med. En af drengene fra klassen fortalte mig så, at han engang i 3. klasse havde gjort tilnærmelser, men jeg havde afvist ham med begrundelsen, at en sanger og en købmand ( vores fædres job) ikke passede sammen. Tænk, det sagde jeg!
Heldigvis kan jeg dække mig ind under barndommens uvidenhed og uskyldighed, men det må simpelthen rangere under noget af det dummeste, jeg har sagt. Hverken dengang eller nu afslørede jeg i øvrigt, at jeg i virkeligheden var forelsket i denne købmandsdreng tilbage i 3. klasse.
I dag er jeg lykkeligt gift og føler, at min mand og jeg er et godt match. Men hvor er det svært at sætte ord på, hvorfor vi passer sammen. Jeg ville faktisk så gerne kunne videregive en formular til dem, der leder efter kærligheden.
En pige har i denne uge skrevet til mig, at hun er sammen med en dejlig mand, men at hendes forældre har påpeget, at hun skulle finde en, der var mere passende. 'Jeg er en intelligent pige med en videregående uddannelse, og han er butiksassistent og ordblind,' fortæller hun og spørger, om de egentlig har en fremtid sammen, eller om hun skal begynde at se sig om efter en anden.
I første omgang gør det mig bedrøvet, at hendes forældre har sået en tvivl i hende. Jeg mener virkelig, at forældre skal holde sig fra at dømme potentielle sviger-emner, medmindre der er tale om en person, der er misbruger eller har en voldelig karakter. Det kan jo sagtens være, at denne pige har fundet en vidunderlig mand, som hun kan lære en masse af. Men det kan da også være, at hun så at sige går død i ham, fordi hun ikke får intellektuelt modspil. Jeg ved det ikke. Og derfor må mit bedste råd være, at hun skal følge kærligheden.
Jeg ved, at jeg før har skrevet det på disse sider, men min far sagde engang noget, som jeg synes har haft essentiel betydning for min opfattelse af kærlighed. Jeg spurgte ham, hvornår man vidste, at man havde fundet 'den rigtige'. Altså hvornår ved man, at man skal gifte sig? Hans svar var: Når man simpelthen ikke kan lade være. Når der ikke er skyggen af tvivl.
Jeg er sikker på, at der findes mange udmærkede ægteskaber, der fungerer på trods. Og jeg tror også, der er mennesker, der er så skeptiske, at de aldrig oplever denne form for kærlighed, der er helt blottet for tvivl. Men når folk undres over mine forældres forhold, der begyndte, da de var 14, så må jeg jo henholde mig til, at de er sammen på 51. år, fordi de har stolet på kærligheden.
Får jeg det til at lyde enkelt? Jamen, det er det ikke. For først skal man lære at forstå kærligheden og dens væsen. Det kræver på én gang både en tilsidesættelse af sig selv og en stor kærlighed til sig selv. På den ene side skal man elske sin partner så meget, at man vil gøre alt. Og på den anden side skal man kunne vurdere, hvor meget man bør finde sig i.
Brevet, som jeg omtaler i dag, kommer fra en pige, der forsøger at regne sig frem til, om forholdet er noget, hun skal satse på eller ej. Hendes boglige evner sat op overfor hans. Og jeg tror, vi alle sammen kender til det at kigge på, om vi praktisk set passer sammen. Vi vejer for og imod.
Men først og fremmest skal vi lære at lytte til kærligheden, og dernæst må vi bruge en god portion sund fornuft. Og det er nok desværre det tætteste, jeg kan komme en formel på, hvordan man får et velfungerende og forhåbentlig livslangt parforhold.
