Da jeg blev 20, syntes jeg, verden faldt sammen, om ørerne på mig. Nu skulle jeg aldrig mere være teenager! Alle mine veninder var rejst til udlandet for at få nogle spændende uddannelser, og jeg selv var lige droppet ud af universitetet og var igen i tvivl om, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor.
Da jeg fyldte 30, mødte jeg en del gamle skolekammerater, som var helt nede i kulkælderen: Nu var ungdommen forbi, syntes de. For mig var trediverne lig med alt det bedste: Mand, børn, skiftende men gode job, og et hjem, der er vores. Så da jeg i går fyldte 40 og gjorde status, var det med ro i maven.
Min far sagde på et tidspunkt, at det er den bedste alder, fordi der stadig er masser af muligheder, og fordi man sagtens kan være ung af sin alder. Jeg tror, han har ret, men jeg tror også, de skarpe hjørner passeres med et humør, der er nøje afstemt efter, hvilke forventninger man havde til sig selv som udgangspunkt.
Jeg tror nemlig, de fleste unge mennesker kigger frem på livet foran sig og navigerer efter nogle milepæle (20, 30, 40, 50…) fulde af tillid til, at de nok skal få udrettet både det ene og det andet, før de når derhen. Med tiden viser det sig så bare, at det ikke er alle, der har lige let ved det. Nogle mennesker skal over diverse forhindringer, andre kommer til at vælge en blindgyde og må gå en omvej. Nogle når aldrig i mål.
40 år er – i hvert fald for en kvinde – en vigtig milepæl. Efter de 40 er det markant sværere at få børn. Det er ikke sjovt at være single. Udseendet begynder at halte. Alvorligt. Har man ikke fundet Mr. Right og gerne vil have børn, så har man travlt. Mange kvinder har krise, mens de er i fyrrerne. Det lader til, at mændene tager det lidt mere afslappet.
Men hvad så, når man fylder 50? Er det det samme? Eller er det en anden form for panik? Jeg mindes, min mor sagde: 'Ja, så har jeg helt sikkert levet halvdelen af mit liv. Nu er der mindre tid foran mig end bag mig'. Av! Den tanke har jeg ikke lyst at have. Omvendt er det en af livets luner: Vi ved ikke, hvornår vi er halvvejs igennem det. Jeg håber 50 bliver en fest og fornøjelse. Jeg håber for alt i verden, at min familie har det godt.
Når man så fylder 60, kan man så læne sig tilbage og nyde udsigten til det liv, man har levet og til pensionen? Igen kommer det vel an på, om man oplevede forhindringer, blindgyder eller ulykker på sin vej. Og for øvrigt er der vist ikke udsigt til, at nogen i min generation skal læne sig tilbage, når vi kommer dertil. Pensionsalderen vil formentlig være en del højere end i dag, og hvem ved? Måske er vi også glade for det.
70 år, 80 år - jeg har faktisk lidt svært ved at forholde mig til det. Men jeg havde engang en besøgsveninde på 78, som var superfrisk. Og i sidste uge mødte jeg Lise Nørgaard på 94. Tænk at have hendes humør og fysik i den alder. Hun er 54 år ældre end mig!!!
Forleden talte jeg med en ung kollega. Hun var lige fyldt tyve og var så ked af at sige farvel til teenageårene. Det mindede mig om mig selv. Men heldigvis kunne jeg mærke, at jeg på ingen måde kunne tænke mig at bytte. Ville jeg være 30 igen? Næh tak. Heller ikke. Og nu kan jeg kun håbe, at det bliver sådan, hver gang jeg runder et hjørne: At jeg faktisk ikke kunne tænke mig at bytte med dem, der er ti år yngre. Det kunne jeg godt tænke mig at sætte mig som mål for min fremtid.
