Der var god fangst af varevogne på gule plader foran golfbaner, idrætsstadioner og lystbådehavne, da 14 mand fra Skattecenter Frederikssund gennemførte en kontrolaktion mod biler på gule plader. 38 nordsjællandske bilejere, der kører i en gulpladebil, som kun er registreret til erhvervskørsel, skal levere en rigtig god forklaring på, hvorfor deres bil i lørdags holdt foran en golfklub, et idrætsstadion eller en lystbådehavn.

Ellers kan de se frem til at skulle punge ud med op mod en halv million kroner i moms og bøder for privat brug af bilerne, skriver Frederiksborg Amts Avis.

De 38 bilejere blev noteret, da Skattecenter Frederikssund sendte 14 medarbejdere på kontrolbesøg i Frederikssund, Egedal og Frederiksværk-Hundested Kommuner.

- Vi har noteret biler, som holder steder, hvor der med al sandsynlighed ikke er tale om lovlig brug af bilen. Og vi har sat et brev i forruden på bilerne, så føreren har mulighed for at forklare, hvorfor bilen ikke holder hjemme på virksomheds-adressen, siger fuldmægtig Pia Jensen, Skattecenter Frederikssund.

- De første forklaringer er kommet ind, og uden at beskylde nogen for noget så er det påfaldende, hvor mange håndværkertilbud, der blev afleveret til områdets golfklubber i lørdags, fortæller Pia Jensen.

Også biler med mærkat blev tjekket
Også biler forsynet med den lille mærkat, der viser, at en gulpladedebil godt må bruges til privat kørsel, blev tjekket. Og i et enkelt tilfælde viste det sig, at mærkaten sad på en bil, som var registreret udelukkende til erhvervskørsel.

- Når man henvender sig på et motorkontor, skal man selv angive, hvilken brug af bilen der skal registreres, og der er ikke noget tjek. Der kan man spare nogle tusinde ved at snyde. Men det er dyrt, når man så bliver tjekket bagefter, siger Pia Jensen.

Skattefolkene gik lørdag især efter firhjulstrækkere, og ifølge Pia Jensen var et par af bilerne modeller, hvor afgiftskravet kombineret med en bøde kan nå op over en halv million kroner.

- I nogle tilfælde så vi personer i gulpladebiler, der pludselig fortrød, at de skulle spille fodbold eller golf i lørdags. De fleste nåede vi dog at notere nummerpladerne på, fortæller Pia Jensen.