Han var kun 15 år, da han i 2009 tog både Thomas Blachman og de unge kvindelige seere med storm. I dag er Lucas fra X Factor 23 år og arbejder stadig benhårdt på en karriere i musikbranchen.

Danskerne så første gang den lidt nørdede Lucas Francis Claver, da han troppede op med sin guitar til X Factor-audition få dage efter sin 15 års fødselsdag. Selv om han boede i København, var han taget til audition i Aarhus, fordi han ikke var fyldt 15, da der var optagelsesprøve i København.

Med sine karakteristiske sorte briller, sit grå jakkesæt og sit selvsikre fremtoning, imponerede han dommerne og nåede helt til femte liveshow, hvor han røg ud lige før semifinalen.

Den unge musiker er nu blevet en voksen mand, som ser tilbage på sin tid i X Factor som spændende og betagende, men også en tid med mange udfordringer, der var sværere at håndtere for en dreng i puberteten.

I et interview med dr.dk fortæller han, hvordan det var at blive et kendt ansigt fra det ene øjeblik til det andet samtidig med, at han som teenager kæmpede med at finde ud af, hvem han selv var. Især var det en udfordring for ham, at medierne skrev så meget om ham.

Lucas Francis Claver er i dag 23 år og drømmer stadig om at kunne leve af sin musik.
Lucas Francis Claver er i dag 23 år og drømmer stadig om at kunne leve af sin musik. Foto: Facebook
Vis mere

På trods af den megen opmærksomhed, gav X Factor ikke direkte adgang til en musikkarriere. Da han røg ud af programmet var det nemlig svært for ham at finde fodfæste igen. Trods et sporadisk samarbejde med Thomas Blachman, blev det i første omgang ikke til andet end en masse halvfærdige sange.

»Man har ikke bare et nummer, man kan ringe til, hvis man har en god idé. Som jeg i min hormonstorm måske havde troet,« siger Lucas Francis Claver til Danmarks Radio.

Få måneder efter showet oplevede han ydermere den store sorg at miste sin far.

Siden X Factor har han gået på Musikalsk Grundkursus i København. Derudover laver han også musik med sit band The Shyman. Drømmen er at komme ud at spille koncerter. Han er også i gang med at tage en HF over nettet og arbejder som rundviser på Christiansborg Slot.