Lyt til artiklen

Hornet havde nærmest lydt, men bolden kom alligevel flyvende.

Og mens de andre spillere gik mod omklædningsrummet i pausen, blev Niklas Landin liggende på gulvet et par sekunder.

»Han rammer mig lige på strubehovedet, og det er altid lidt irriterende. Så kan man ikke få luft,« lød det efter kampen fra målvogteren.

Han forsikrede dog, at alt var i skønneste orden, men han talte dog lige et par alvorsord med Zoltán Szita, der var skytten bag.

Niklas Landin blev ramt lige på strubehovedet, og den gjorde nas.
Niklas Landin blev ramt lige på strubehovedet, og den gjorde nas. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg sagde: ‘Det var da helt unødvendigt’. Jeg sagde det først på tysk og så på engelsk,« smilede Niklas Landin.

Der var da også meget at smile over. For Danmark havde Ungarn lige, hvor de ville have dem nærmest fra start, og kvartfinalesejren endte med svimlende 40-23.

»Det blev nemmere, end vi måske havde regnet med. Efter en nærmest perfekt første halvleg var der ikke meget at komme med fra Ungarns side.«

Ved pausen førte Nikolaj Jacobsens mandskab med ni mål, og det var svært at se, det kunne gå galt.

Allerede der havde Niklas Landin en lille fornemmelse af, de nok ikke ville smide det på gulvet - men alligevel turde han ikke kalde den ‘helt sikker’.

»Jeg havde mine forhåbninger om det, men jeg har det altid sådan lidt ved halvleg, at der kan sgu ske så meget de første fem minutter, hvis man ikke lige er der, så det er bare at prøve at starte ordentligt. Hvis vi viste det de første fem-ti minutter, ville de ikke komme tilbage, og det fik vi gjort.«

Danmark skal nu spille semifinale fredag, og her er det Spanien, der venter.