Efter 63 VM-kampe mangler kun den sidste og afgørende: Finalen søndag aften mellem Tyskland og Argentina. BT ser tilbage på den 20. slutrunde gennem tiderne og giver her det store overblik. Fra A til Å:

A - Argentina.

Efter 24 år er de tilbage i en VM-finale, hvor de igen står over for deres banemænd fra 1990. Her tabte de 0-1 til Tyskland. Nu er det tid til revanche for Messi og Co.

B - Bid.
Luis Suarez' VM blev overskygget af få sekunders vanvid, da han bed Italiens Giorgio Chiellini. Det endte med en karantæne på fire måneder fra fodbolden for Uruguays topstjerne.

C - Colombia, Chile og Costa Rica.
De tre latinamerikanske lande overraskede tv-seerne. Colombia måtte lide et 1-2 nederlag til Brasilien i kvartfinalen, og Costa Rica tabte først efter straffespark til Holland. Chile røg ud efter straffespark mod Brasilien i ottendedelsfinalen.

D - Deutschland über alles.

Efter en velspillet slutrunde har tyskerne mulighed for at vinde sin første internationale titel siden EM i 1996. Den har været ventet i mange år i det fodboldgale land.

E - Elendighed.
Brasilien kunne ikke klare opgaven på nogen som helst måde, da de mødte Tyskland i VM-semifinalen. De tabte med 1-7. Desuden har brasserne lukket 14 mål ind i alt, som er det højeste antal for et værtsland nogensinde, og i lørdag aften tabte Brasilien bronzekampen til Holland.

F - Fans.
VM-stadionerne i Brasilien har været overrendt af fans. Det er historiens næstmest besøgte slutrunde.

G - Gruppespillet.
Intet var som det plejede i gruppespillet, hvor store hold som England, Italien, Portugal og Spanien måtte tjekke tidligt ud af slutrunden.

H - Howards hænder.
USAs Tim Howard slog rekorden for flest redninger i en VM-kamp, da han lavede 16 mod Belgien i ottendedelsfinalen. USA måtte dog se sig slået med 1-2 i den kamp.

I - Internet.
De sociale medier har boomet med satiriske billeder. Blandt de mest populære er et billede af den argentinske landstræner, Sabella, der er ved at vælte bagover.

J - James Rodriguez.
Inden finalen er han alene på topscorerlisten med seks mål i fem kampe. Det har også givet ham en plads blandt de nominerede som VMs bedste spiller.

K - Miroslav Klose.

Med sit mål mod Brasilien i 7-1-kampen rykkede han op som den mest scorende spiller i VM-historien med 16 mål. Det er ét mere end brasilianske Ronaldo.

L - David Luiz.
En af de brasilianere, der har gjort sig mest bemærket, er forsvarsspilleren med krøllerne. Både med store følelser under Brasiliens nationalsang, klassemålet mod Colombia og de store forsvars-kiks mod Tyskland og Holland.

M - Mål, mål, mål.
Der har været gang i målscoringen ved dette VM, hvor der inden finalen er scoret 170 mål. Det er ét mål fra rekorden fra VM 1998 i Frankrig.

N - Neymar.
Brasiliens et og alt løftede holdet frem til kvartfinalen, hvor han måtte gå ud med en brækket ryghvirvel. Inden da havde han scoret fire mål i fem kampe for brasilianerne.

O - Ochoa.
Mexicanernes målmand Guillermo Ochoa kastede sig rundt og holdt nullet mod Brasilien. Længe gav han også hollænderne ondt i hovedet i ottendedelsfinalen, som desværre for Mexico og Ochoa blev endestationen.

P - Penge.
Ghanas præsident John Mahama måtte flyve millioner af dollars ind til Brasilien, fordi spillerne ville have deres VM-bonus, før de skulle spille mod Portugal. Her spilleren John Boye til at se uheldig ud, da et billede angiveligt viste ham kysse et bundt pengeseddler. Ghana tabte kampen til Portugal med 1-2.

Q - Carlos Queiroz.
Den tidligere Real Madrid-træner afslørede midt i gruppespillet, at han ikke ønskede at forlænge som træner for Iran. Årsagen var, at han ikke følte, at der var nogen opbakning fra regeringen i landet, og derfor stoppede han sit landstrænerjob efter VM-slutrunden.

R - Rekorder.
Der har været masser af rekorder ved VM i Brasilien. Bare i Tysklands 7-1-sejr over Brasilien blev der slået en del. Største brasilianske nederlag nogensinde, første hjemmebane-nederlag i 38 år for Brasilien og hurtigste fem VM-mål i samme kamp var blandt dem.

S - Spray.
Ved VM har dommerne haft en slags barberskum med på banen, som de har brugt som redskab ved frispark til at vise, hvor skytten skulle placere bolden, og hvor tæt muren måtte komme på.

T - Teknologi.
Den såkaldte goal line-technology er blevet taget i brug. En masse kameraer overvåger mållinjen, og hvis bolden er over stregen, får dommeren ét sekund efter besked på sit ur. Første gang, det blev taget i brug, var ved Frankrigs mål mod Honduras.

U - Udskiftninger.
For visse hold har udskiftningerne haft stor betydning. Hollands Memphis Depay har stået for to mål som indskifter, mens tyskernes André Schürrle har lavet tre mål som indskifter. Tim Krul kom ind for Jasper Cillesen før straffesparkskonkurrencen i kvartfinalen mod Costa Rica og nuppede to spark.

V - Vandpauser.
Det har været så varmt i Brasilien, at der er afholdt såkaldte 'cooling breakes', hvor holdene bliver kølet ned med en vandpause.

X - Xherdan Shaqiri
.
Alpernes Messi sendte et hattrick ind mod Honduras og hjalp Schweiz videre til ottendedelsfinale, hvor de dog blev slået ud af netop Messi og Argentina med 0-1.

Y - Yuichi Nishimura.
Den japanske dommer kom i centrum, da han gav Brasilien et kontroversielt straffespark i VMs første kamp mellem Brasilien og Kroatien. Brasilien scorede og kom foran 2-1. Senere annullerede han et kroatisk mål.

Z - Zuniga.
Manden, der normalt gør sig mest bemærket ved at løbe frem og tilbage på højrekanten på det colombianske landshold, kom i fokus, da han skadede Neymar med en tackling i ryggen, der betød en brækket ryghvirvel for brasilianeren.

Æ - Ældste spiller.

Colombias Faryd Mondragon blev skiftet ind i slutningen af kampen mellem Colombia og Japan, der endte 4-1. Med sine 43 år blev han den ældste spiller nogensinde ved et verdensmesterskab.

Ø - Øl.
I Brasilien har det i mange år været ulovligt at drikke alkohol på stadion, men da den amerikanske øl-gigant Budweiser er officiel partner med FIFA ved VM, måtte brasilianerne bøje reglerne, så der alligevel kunne nydes øl til kampene.

Å - Åbningsceremonien.
Pludselig åbnede en underlig, stor kugle sig på midten af stadion i São Paulo. Pitbull, Jennifer Lopez og den brasilianske superstjerne Claudia Leitte dukkede op og sang VMs officielle sang. Danske Thomas Troelsen har skrevet sangen.