Det er ikke en tilfældighed, at Holland er nået igennem gruppespillet i en gruppe med maksimumpoint mod Spanien, Chile og Australien. Med Louis van Gaal i spidsen har de gennemskuet de klimatiske forhold, som har været afgørende.

Sådan lyder det fra Mads Davidsen, kampanalytiker og assistenttræner for Sven Göran Eriksson i den kinesiske klub Guangzhou. Danskeren har sat de foreløbige kampe ved VM i Brasilien under lup for at se, hvad de forskellige hold gør i deres kampe.

Her har Louis van Gaals Holland, der møder Mexico i ottendedelsfinalen, gennemskuet de udfordringer, som det brasilianske klima medfører.

- Statistikken viser, at det er hold, som ikke har bolden så meget, der vinder kampene. Det er simpelthen for hårdt at jagte bolden i hurtigt genpres i det klima, som VM bliver spillet i, forklarer Mads Davidsen og tilføjer, at van Gaals taktik hver gang er 100 procent fokuseret på modstanderen for at ramme dem bedst muligt.

Noget af det, som Louis van Gaal gør anderledes er at spille med en 5-3-2-formation modsat andre hold, der spiller med en 4-3-3-lignende opstilling, hvor der er lagt op til dybe løb for kanterne. Men det kan man ganske enkelt ikke holde til, forklarer Mads Davidsen.

- Det er virkelig fascinerende, hvor godt forberedt Louis van Gaal har været op til dette VM. Han har modsat de andre store hold som England, Italien og Spanien, der alle er ude, ændret taktikken, så den passer til et klima med skiftende temperaturer og høj luftfugtighed, siger han.

Hollands midtbanespillere spiller desuden med mandsopdækning, som man generelt ikke har gjort de sidste mange år. Derfor skal de ikke fokusere på at dække en del af banen.

Noget andet, der spiller ind, er antallet af afleveringer. Her er Holland slet ikke på niveau med de andre store hold som følge af deres generelt lave boldbesiddelse.

Her mener Mads Davidsen, at Louis van Gaal virkelig har lavet en genialitet. Med det dybe forsvar skal bolden bare sendes op til Arjen Robben og Robin van Persie, som derefter kan afgøre kampene.

- Dermed ikke sagt, at Holland kommer til at vinde VM, selvom de ser ud til at have knækket koden for, hvordan man spiller i et land fra Sydamerika, hvor historien også har vist, at det kun er sydamerikanske hold, der vinder. Det skal de bevise, når de møder et hold af lidt større kvalitet, siger Mads Davidsen.

Efter VM-slutrunden i Brasilien tager Louis van Gaal til Manchester United, men her skal man nok ikke forvente, at han dukker op med en 5-3-2-opstilling i ærmet, konstaterer Mads Davidsen.

- Det er ikke en stil, som han vil overføre til Manchester United. Den er bedst i cup-turneringer, hvor det hele tiden handler om at nå videre til næste runde. Men i en liga vil det ikke fungere, siger Mads Davidsen.