Bryggeriet Budweiser har købt et luksushotel på Copacabana i Rio de Janeiro i VM-perioden. Milliarderne ruller i Brasilien, og FIFA har aldrig tjent mere på en VM-slutrunde

Jeg er typen, der er mere nysgerrig end de fleste.

Måske derfor jeg endte med at blive journalist. Og når jeg ser steder med spotlight i aftenhimlen, vagter i jakkesæt, kvinder i stiletter med gæstelister og gæster med spænding strålende ud af øjnene, så er min nysgerrighed i den grad pirret.

Så da jeg første gang så Budweiser-hotellet på Copacabana, vidste jeg, at der skulle jeg i hvert fald ind. For den amerikanske bryggerigigant er gået all-in på sit VM-sponsorat i Brasilien. Firmaets indtog har vakt opsigt, da man ganske enkelt købte rettighederne til det femstjernede luksushotel Pestana for VM-perioden. Facaden blev op til VM ombygget, så det lignede det, der nok kan kategoriseres som himlen for alle, der er vilde med øl og fodbold (og hvem er i øvrigt ikke det?).

Og oppe på den vilde tagterrasse med swimmingpool har Budweiser banket en af de største storskærme op, så gæsterne i løbet af VM kan se fodbold midt i et poolparty. Det er så ekstravagant og luksuriøst, som det overhovedet kan blive.

Så da jeg troppede op med mit FIFA akkrediterings-skilt til VM og troede, at det ville give mig indgangspas til Budweiser-hotellet, blev jeg slemt skuffet. Flere forsøg på at komme ind i løbet af den første uge blev nærmest bare mødt med et hånligt smil fra sikkerhedschefen, som fortalte, at det var forbeholdt inviterede gæster af Budweiser og ikke en dansk journalist med grå stænk og rygsæk.

Men stædighed plejer som regel at blive belønnet og efter en række opkald og masser af charme til Budweisers PR-bureau, kom jeg endelig ind i fodboldhimlen. Der hvor Rio Ferdinand og Gary Lineker sad og højlydt snakkede fodbold i baren. Der hvor den verdensberømte DJ David Guetta har spillet op til fest et par aftener. Og der hvor Hollywood-stjernen Will Ferrell satte gang i et vildt poolparty. Ind og se omgivelserne. Op på tagterrassen. Og så var det ellers ud igen. Og ...

- No pictures inside, lød formaningen fra pressedamen.

For Budweiser-hotellet er for de rige og berømte gæster. Det er en af de største satsninger fra bryggerigiganten under dette VM, hvor man har betalt FIFA i alt omkring 200 mio. kr. for at være en del af VM-sponsorfeltet.

Det har med garanti heller ikke været billigt at købe rettighederne til det eksklusive Pestana-hotel i over en måned under VM. Og dette er blot et lille eksempel på den milliardforretning, som VM-slutrunden er.

Ifølge det anerkendte økonomiske tidsskrift Forbes Magazine er VM-slutrunden i Brasilien det største nogensinde rent økonomisk.

FIFA vurderes af flere til at omsætte for 22 mia. kr. på VM-slutrunden (66 procent mere end VM i Sydafrika), hvoraf det internationale fodboldforbund kan hive sådan cirka 10-12 mia. kr. ind på den schweiziske konto. Til en egenkapital der i forvejen lyder på 8,2 mia. kr.

Meget pænt af FIFA der oprindeligt blev registreret som et non-profit selskab.

FIFA bortforklarer også den massive egenkapital med, at det er sikkerhed for, hvis et VM skulle blive aflyst, for det kan man ganske enkelt ikke forsikre sig imod.

Det internationale fodboldforbund med den massivt kritiserede Sepp Blatter som præsident har VM som den største indtægtskilde. Ifølge Forbes bruger de største sponsorere mere end 40 procent mere på VM i Brasilien, end de gjorde på VM i Sydafrika.

For at blive en del af hele VM-setuppet har FIFA en partnergruppe, som hvert år betaler mellem 140-270 mio. kr. til fodboldforbundet. Det er Coca Cola, Adidas, Hyundai, Emirates, Sony og Visa. Og så opretter FIFA hvert fjerde år en gruppe udelukkende for VM-sponsorer, der betaler mellem 150-200 mio. kr. alene for den pågældende slutrunde. I år blandt andre Budweiser, Castrol, McDonalds og det brasilianske telefonselskab Oi.

De største penge henter FIFA dog på tv-rettighederne. Tidligere solgte FIFA rettighederne i to dele. Til USA og internationalt til resten af verden. Fra VM i 2010 begyndte man at sælge det fra land til land. FIFA siger selv, at knap 60 procent af indtægterne kommer fra tv-delen. Det er omkring 14,5 mia. kr., og det skyldes blandt andet også, at kampene nu tager hensyn til de involverede lande. For eksempel blev England-Italien rykket to timer tidligere, hvor den oprindeligt var fastlagt til kampstart midt om natten.

Allerede nu forventes tv-beløbene at stige væsentligt til VM i Rusland om fire år og i Qatar i 2022.

FIFAs største udgift under VM er præmiepengene. Vinderholdets fodboldforbund får indsat 137 mio. kr. på bankkontoen, og den samlede regning til deltagerlandene samt spillernes klubber er tæt på 3,2 mia. kr. For eksempel kan FC København forvente en FIFA-kompensation på omkring en halv million kroner for, at Christian Bolaños er med Costa Rica til VM.

Men fodboldens største organ behøver absolut ikke at frygte for fremtiden med adskillige af verdens største koncerner i kø for at blive en del af et VM-sponsorat. Og det er på trods af ekstremt negativ omtale af FIFA og de aktuelle korruptionsanklager, hvor det hævdes, at VM i Qatar blev købt.

Alligevel er hovedparten af de nuværende sponsorater netop forlænget. Pengestrømmen ser ud til at fortsætte ind i uendeligheden, når FIFA samtidig kan fremvise analyser, der vurderer, at tæt på 3,6 mia. mennesker ser mindst et minut af et VM.

Og når VM-finalen er afviklet på Maracana i Rio de Janeiro. Ja så flytter Budweiser ud af Pestana-hotellet.