Skuespiller George Clooney har i flere år været ansigtet i Nespresso-reklamerne, og det har han åbenbart gjort så godt, at et israelsk kaffefirma også har hyret en flot, gråhåret skuespiller. En, der har en slående lighed med George Clooney.

Skuespilleren hedder David Segal, og faktisk ligner han Clooney så meget, at Nestlé, som er virksomheden bag Nespresso, nu har sagsøgt den israelske kaffevirksomhed Israeli Espresso Club, fordi de bruger en skuespiller, der ligner George Clooney for meget. Det skriver The Independent via det israelske medie Times of Israel.

Nestlé sagsøgte allerede Espresso Club for to år siden, men tabte sagen i Tel Aviv og blev dømt til at betale retssagens omkostninger. Den dom vil Nestlé imidlertid ikke acceptere, hvorfor virksomheden har anket dommen, og i de kommende dage skal en advokat derfor prøve at overbevise en dommer om, at Espresso Clubs reklame er vildledende.

Det sker, selvom reklamen ifølge Times of Israel indeholder en disclaimer, der forklarer seeren, at skuespilleren i Espresso Clubs reklame altså ikke er den rigtige George Clooney.

Espresso Clubs direktør har også til flere lokale medier fortalt, at det fremstår klart, at reklamen er i den komiske genre, og at der derfor ikke burde være et problem.

Herunder kan du se både en reklame for Espresso Club med den falske George Clooney, og en for Nespresso med den ægte vare. Så kan du jo selv sammenligne.