I næste måned fylder Lisbeth Zornig Andersen 50 år. Hun ligner én, der er sluppet fra sin hårde opvækst uden mén, men indeni er det ikke altid lige kønt. BT har mødt hende til en snak om at blive rigtig voksen, om uforståelige uskrevne koder og om at miste sin værdi – som kvinde
For nylig var Lisbeth Zornig Andersen og hendes mand, Mikael Lindholm, på vinbar. På baren i Køge var der masser af lokale kendinge og også et par nye ansigter, og stemningen var i top. Alt var, som det plejer, og alligevel var noget helt anderledes.
I løbet af aftenen faldt Lisbeth Zornig og hendes mand i snak med to mænd midt i livet, der også var ude at få et glas.
»Vi var der som et par. Men det er ikke noget, der altid har afholdt mænd. Men jeg lagde mærke til, at jeg ikke længere er et emne. Der var helt slukket for flirten.«
I løbet af aftenen tog Lisbeth Zornig sig selv i at sidde og give den ene af mændene gode råd om skilsmisse, hvilket får hende til tørt at konstatere:
»Jeg er gået fra at være avlsmateriale til at være rådgiver... Det er ikke, fordi jeg er interesseret. Jeg er jo ikke på markedet, men før i tiden var mænds interesse i mig ikke noget, jeg kunne styre.«
Ikke ukompliceret
At Lisbeth Zornig Andersen tænker over den slags lige nu, skyldes, at hun i næste måned fylder rundt. Det er 50 år siden, at hun blev født ind i en dysfunktionel familie med druk, seksuelle overgreb og vold, en familie, hun senere forlod for at bo i et bofællesskab for unge piger og tage en uddannelse, som hun stik mod alle odds have både hoved og tålmodighed til. Derpå fulgte en karriere som leder i it-branchen, inden Lisbeth Zornig Andersen blev formand for Børnerådet. Hendes liv tog en ny drejning, da hun for seks år siden stod frem på tv og fortalte om sin barndom i helvede. Den dengang 44-årige mor til fem stormede frem i medierne til kamp for underklassens børn.
Senere i år kommer bind tre i den krimiserie, hun skriver på sammen med sin mand. Men i anledning af sin runde fødselsdag udsender hun nu det, hun kalder sin voksenbiografi – bogen ’Zornig – fra vred til voksen’.
»Biografien er faktisk dagbogsnotater fra det seneste år for at illustrere, hvor kompliceret det er at være i nærheden af sådan én som mig.«
Hun er iklædt en grå T-shirt med logoet på det konsulenthus, hun skabte, da hun for seks år siden forlod Børnerådet, nemlig Huset Zornig.
For tiden er hendes hår farvet rødt, for hun er i gang med at indspille en tv-dokumentar, hvor man ’gerne må se lidt frisk ud’, som hun siger. Som hun sidder med benene oppe på nabostolen og en kop te mellem hænderne, kunne hun lige så godt ligne en kvinde i begyndelsen af 40erne, som én, der lige om lidt fejrer et halvt århundrede.
Elefanten
Det virker alt andet end kompliceret at være i nærheden af Lisbeth Zornig Andersen. Men det ER kompliceret, forklarer hun.
»Jeg er en elefant. Jeg bliver snart 50, og jeg bøvler stadig med det. Lige under overfladen ligger en helt anden kultur. Jeg kunne lige så godt komme fra et andet land,« siger hun med henvisning til sin opvækst i underklassens Lolland, hvor druk, vold, stoffer og seksuelt misbrug var en del af hendes hverdag. Hvor forældre ingen ambitioner havde på hverken egne eller deres børns vegne, og hvor kun en brøkdel af børnene klarede sig og fik en eksamen og et liv uden stærkere substanser end god vin på en vinbar i Køge.
»De fleste synes, jeg er både sød, beleven og høflig. De unge ser mig som en rollemodel. Men alle skal vide, at det kan være meget ukønt at være i nærheden af mig. Intet ungt menneske skal ændre på sig selv for at være ligesom mig. Jeg er altså super kikset indimellem.«
Hun oplever f.eks. senfølger af sin opvækst. For selvom hun er sluppet igennem uden synlige ar, har den afsat mærker på indersiden.
»For at give et eksempel ... da vi mødtes, sov Mikael i en T-shirt med lukkede vinduer. I dag sover vi med alle vinduer åbne og uden tøj på. Jeg er mega-irriterende at sove sammen med, for jeg er et damplokomotiv om natten. Jeg kæmper med dyner, puder og vælter rundt og sveder. For om natten kan jeg ikke kontrollere mine tanker.«
Generelt karakteriserer hun sig selv som en dårlig sover.
»Se – der ligger ørepropper alle steder, så jeg lige kan tage en lille lur en gang imellem,« siger hun og peger rundt i stuen, hvor ørepropperne lyser orange op i alt det hvide.
»Bare den mindste fugl pipper, så er jeg vågen igen.«
Mødet
Lisbeth Zornig Andersen er det, man med et slidt ord kan kalde mønsterbryder. Men hun kan også se værdier i den verden, hun kommer fra.
»Man kan sige meget lort om det miljø, jeg kommer fra, men som jeg plejer at sige: ’På Lolland får du det at vide, hvis du har spinat mellem tænderne. Til gengæld oplever jeg en konfliktskyhed i middelklassen. Folk kan kvaje sig godt og grundigt, uden at det bliver sagt til dem. De bliver bare ikke inviteret næste gang. Er det en form for uærlighed? Jeg har det i hvert fald selv sådan, at jeg aldrig ved, om folk inviterer mig, fordi de gerne vil se mig. Jeg hader at føle mig uvelkommen, og jeg fatter ikke de der middagsselskaber. Er det pligt eller lyst? Inviterer du mig, fordi du har lyst til at se mig, eller fordi jeg inviterede dig sidst? Jeg fatter det ikke, og nogle gange er jeg kommet til at sende de signaler lidt for kraftigt. Jeg fanger aldrig den med at: ’Nu skal vi ikke snakke mere om det’. Jeg spørger bare videre. Først bagefter går det op for mig, hvad der foregik. De der små koder i vores adfærd ...«
Det er ti år siden, at hun mødte sin mand Mikael Lindholm til den årlige toplederkonference i it-branchen.
Det var på Fyn, og der var én kvinde for hver 10 mænd, rødvin, og overnatning på stedet.
»Som kvinde var man meget synlig sådan en aften. På et tidspunkt nåede rødvinen et niveau, hvor man kunne have gemt sig i en islandsk sweater og stadig have fået usandsynligt meget opmærksomhed. Jeg har altid holdt af den branche. Jo, der bliver knaldet, flirtet og bedraget, men der er også karisma, penge og libido. Jeg trivedes i det, for i den branche får kvinderne lov til at være en af gutterne.«
Midt i det hele stod den daværende chefredaktør for Computerworld, Mikael Lindholm.
»Jeg havde stadig fire hjemmeboende børn og en kæreste. Mikael var gift og havde også børn. Det var helt klassisk, og det tog lige lidt tid, før vi var kommet ud af de forhold, vi nu engang var i.«
Men selvom Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig Andersen efter nogen tid kunne kalde sig et par, har deres forhold aldrig været ’efter bogen’.
»Vi synkroniserede vores deleordninger, så vi havde en uge, hvor vi boede hjemme med vores børn, og så havde vi en uge, hvor vi boede sammen som kærester. Vores børn har aldrig boet sammen, men kun set hinanden til særlige lejligheder.«
Børnene
At det er blevet sådan, skyldes parrets erfaringer fra deres første ægteskaber, men også hendes erfaringer som formand for Børnerådet.
»Jeg ved, at mange børn betaler en meget høj pris for, at deres forældre forelsker sig igen. Der kommer nye rutiner, regler og søskende. Det ville jeg ikke byde mine børn, og denne ordning har fungeret for os alle. Vi havde ikke været sammen i dag, hvis det ikke havde fungeret på den måde. Vi havde seks hjemmeboende børn tilsammen, da vi mødtes, og ingen af os havde lyst til at gå på kompromis med vores værdier.«
Selv om hun har født fem børn for mellem 16 og 29 år siden, får hun et drømmende blik i øjnene, når talen falder på det sjette barn, som hjertens gerne måtte være dukket op, men som aldrig kom.
De første fem børn har hun med sin eksmand. Det sjette barn ville have fået Mikael Lindholm som far.
»Jeg forstår godt de gamle førstegangsmødre, som kæmper for at få et barn. Jeg ville selv have kæmpet som en gal for at få sat et æg op, om jeg så havde været 60 år. Jeg skulle have børn, og selv om Mikael og jeg aldrig planlagde at få børn sammen, så havde jeg været helt o.k. med at få et barn til – også i en sen alder.«
Men nu er drømmen om flere børn afløst af en anden drøm.
»Se, hvad jeg fik i julegave i år,« siger hun og hiver en kop ud fra et skab.
’Farmor – endelig’, står der på den.
»Jeg glæder mig så meget at jeg har aflyst depressionen.«
Fru Mikael
Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm har været gift i fire år, men har formelt set ikke boet sammen før nu.
Sidste år flyttede hun ind hos ham i Køge. Eller det vil sige, hun har stadig sit hus i Rødovre.
»Jeg mærker efter én gang om året, om jeg stadig skal have det hus. Og det skal jeg stadig. Det er dér, jeg holder møder og mødes med mine børn. Jeg har brug for min kattelem. Jeg har brug for mit sikre sted. Mit eget, når jeg er utryg.«
Faktisk er det først for nylig, at Lisbeth Zornig har taget imod de tre hylder, som Mikael Lindholm galant har stillet til rådighed i et klædeskab i byhuset i Køge. Og først for nylig at hun er begyndt at lade sin tandbørste stå i tandkruset, når hun tager hjem til Rødovre for at være et par dage sammen med sine børn eller holde møder. Før er hun altid taget af sted med alle sine ting uden at efterlade et eneste spor af sig selv. For hvad nu, hvis hun ikke kom tilbage?
»Det skyldes en grundlæggende mistro i mig. En mistillid til andre mennesker. Jeg tror altid, at andre mennesker smutter, når de lærer mig at kende. Derfor har jeg altid den ene fod i døren. Kattelemmen. Jeg er altid usikker.«
Usynlige kvinder
Her omkring de 50 år har usikkerheden fået følgeskab af en ny følelse – af at være blevet usynlig.
Det irriterer Lisbeth Zornig Andersen, at kvinder forsvinder fra det offentlige rum, når de bliver ældre. Eller ’bliver usynlige’ som hun kalder det.
»Hvor mange kvinder over 50 år ser du ekspedere i H&M? Alle steder, hvor sprødheden er et salgsargument, bliver kvinder valgt fra, når de når en vis alder. Mange steder er der et glasloft, der lukker sig over kvinder, når de når en bestemt alder. Det er skuespillere, kunstnere og studieværter. Fælles for de brancher er, at vi kan navnene på kvinderne over 50, fordi der er så få tilbage. Kun nogle få slipper igennem,« siger hun og nævner Ulla Terkelsen og Ghita Nørby som eksempler.
»De to har passeret glasloftet og fået lov til at blive, og de er oven i købet lykkedes med at gøre det nogenlunde elegant. De har ingen ungpigeattitude. Jeg bliver så træt, når vi alle sammen skal ligne nogle på 25 eller 30 år i tøjet og håret. Det er patetisk, og dér vil jeg ikke ende. Jeg vil ikke forveksles med en yngre model,« siger hun og kommer i tanker om endnu en rollemodel.
»Susse Wold ser stadig frisk, sund og lækker ud uden at være lillepige. Dét er elegant.«
Misundelig på mænd
Selvom hun er ’dybt misunderlig’ på de mænd, som ikke, selv langt op i alderen, bliver vurderet på deres udseende, har hun selv haft det nogenlunde nemt. Hun har endnu ikke for alvor mærket aldersfascismen.
»Jeg oplever endnu ikke selv glasloftet og inviteres stadig til debatter. Jeg tror, det skyldes, at jeg altid har flyttet mig. Fra it-branchen til socialområdet, fra seksuelle overgreb til flygtninge. Men i forhold til det andet køn kan jeg sagtens mærke det,« siger hun og mindes lørdagens oplevelse på vinbaren i Køge.
Hun har ikke ramt overgangsalderen endnu, men de 50 år kan alligevel godt mærkes i kroppen.
»Tyngdekraften har da krævet sine første ofre,« griner hun højt og kigger ned ad sin stadig slanke krop.
»Jeg har altid været normalvægtig tenderende til det irriterende undervægtige. Jeg var hende, der bare sad og hældte flødeskumskager ind, uden at det kunne ses. De seneste fem år har det været slut. Jeg skal tænke mig om og motionere mere. Det irriterer mig. Kontrollen. At jeg hele tiden skal have den der snak med mig selv.«
Snakken skyldes, at hun stadig gerne vil være lækker for sin mand.
»Jeg er ikke på ægteskabsmarkedet, men kan høre på mine veninder, at det er svært. Vi mennesker er jo bare dyr med meget store hoveder. Hver gang et ægtepar bliver skilt, går manden ud og finder en ung kone, som han kan avle på. Sådan er dét. Mænd spreder deres sæd hele livet, mens kvinderne tørrer ind. I min omgangskreds har jeg skræmmende mange eksempler på skønne, begavede, smukke singlekvinder. Jeg leger Kirsten Giftekniv hver gang, jeg får øje på et potentiale, men det er svært. Dørene lukker sig både i karrieren og i privaten.«
I virkeligheden handler det om som kvinde at lære at accepetere det faktum, at alderen sætter begrænsninger.
»Man er nødt til at acceptere, at de år, hvor man er i den fødedygtige alder, får man én slags opmærksomhed. Senere får man en anden. Man bliver kun ked af det, hvis man stadig går rundt og tror, at man er i den første kategori.«
Der er kun én vej for kvinder, der gerne vil ’blive i gamet’, som hun kalder det.
»Vi skal tale om det (alderen, red.), og vi skal holde op med at bilde hinanden ind, at livet kun varer til de 50. Jeg elsker historier om modne kvinder, der dyrker sex op ad køleskabet og vælger og vrager mellem mænd. Vi skal have flere af den slags historier, tak. Vi skal have modne rollemodeller.«
