Børsen i New York er mandag aften lukket med det største fald på en enkelt dag siden finanskrisen i 2008.

De tre store indeks faldt alle med mere end syv procent.

Industriindekset Dow Jones endte med et fald på 7,8 procent, det brede S & P 500-indeks faldt med 7,6 procent, mens teknologiindekset Nasdaq faldt 7,3 procent.

Aktiekurserne på børsen i New York åbnede mandag eftermiddag dansk tid med et fald så stort, at det udløste en mekanisme, der stoppede al handel i et kvarter.

Det store aktiekursfald kommer efter en weekend med både nye udviklinger i spredningen af coronavirusset, men ikke mindst også et udbrud af en priskrig på oliemarkedet mellem Rusland og Saudi-Arabien.

Det har blandt andet ført til store fald for olieselskaber såsom amerikanske Exxon Mobil.

/ritzau/Reuters