Da den svenske kvinde søndag blev angrebet og dræbt af en ulveflok i Kolmården Zoo i Norrköping i Sverige, begik hun en fejl, ved at gå alene ind bag indhegningen, hvor ulvene holder til. Det mener hunde- og ulveadfærdsekspert Julian Brossé.

- Det er en fejl, at hun gik alene ind til ulvene. UIve er vilde dyr, også selvom de er i fangeskab. Når man arbejder med vilde dyr i fangeskab, skal man tage de sikkerhedsforanstaltninger, at man ikke går en person alene ind til dyrene. Der skal altid være minimum to personer, der har kendskab til dyrene og til sikkerhedsrutinerne, der går ind i en indhegning, for at man netop kan hjælpe hinanden, hvis sådanne ting sker, siger Julian Brossé til bt.dk

Han har arbejdet med ulveadfærd i mange år og har selv været i dyreparken, hvor ulykken skete. Derfor ved han, at det, der er sket, er en yderst sjælden ting.

LÆS OGSÅ:

- At ulve angriber mennesker er yderst sjældent. Og det er selvfølgelig dybt tragisk, at en ulv har taget livet af et menneske, for det sker praktisk talt aldrig. Jeg vil ikke spekulere på, hvad  der er sket, i og med at jeg foreløbig ikke kender detaljerne omkring dødsfaldet. Men en af de fejl, som står tydeligt frem, er, at dyrepasseren har været alene derinde, siger Julian Brossé.

Ulvene i Kolmården Zoo er socialiseret, og det betyder, at de fra de bliver født, er vant til at have med mennesker at gøre. Men derfor skal man stadig være meget varsom med at tage slække på sikkerheden.

- Det, der er det vigtige, er, at ulve er vilde dyr, og derfor skal man tage de her sikkerhedsforanstaltninger. Jeg har selv socialiseret ulve i Nordnorge, og det er en af vores faste sikkerhedsprotokoller, at man ikke går alene ind til ulve, selvom vi har socialiseret dem, selvom vi kender dem, og selvom vi er inde hos dem næsten hver dag, siger Julian Brossé, der senest selv var i Kolmården Zoo i 2007.

Kvinden var inde hos ulveflokken i 30 minutter, før hun fik hjælp, men da var det for sent, og hendes liv var ikke til at redde.