To britiske og en amerikansk statsborger, alle fra samme familie, er fundet døde i en pool på et ferieresort i Spanien. Det skriver Sky News.

Der er tale om en 9-årig pige, hendes 16-årige bror og deres 52-årige far.

De tre personer blev fundet livløse i en pool på Club La Costa World nær Malaga juleaftensdag, skriver rejseselskabet CLC World Resorts and Hotels i en pressemeddelelse ifølge Sky News.

Ifølge rejseselskabet blev der ydet førstehjælp på stedet, men de tre personers liv stod ikke til at redde.

Dødsulykken skete, da den 9-årige pige kom i problemer i poolen.

Hendes bror og far forsøgte at komme hende til undsætning, men redningsaktionen endte med at koste dem livet.

»Ledelsen samarbejder med myndighederne i deres undersøgelse af dødsfaldene,« skriver rejseselskabet.

»Vi vil gerne takke redningsholdet for deres hurtige reaktion og vores medarbejdere for at støtte familien i denne svære tid,« lyder det videre.

Det var pigens mor, der slog alarm.

Ifølge flere vidner på stedet har den tragiske situation sat sine spor.

»Stemningen, da jeg kom tilbage til hotellet, var ubeskrivelig,« siger Tanya Amer til Sky News.

»Vi har selvsagt aldrig været i sådan en situation før, så vi begyndte bare at gå langsomt. Vi var forvirrede over, hvad vi var vidne til, men efterhånden gik det op for os. Der var bare helt stille – ingen sagde noget,« siger hun.